Romanen Anathem af Neal Stephenson er
helt anderledes. Hvis ikke jeg havde taget den med på juleferie, var
jeg aldrig kommet i gang med den. Der går 150 sider før handlingen har
bevæget sig ud over beskrivelser af hovedpersonens gøremål og tanker i
det kloster fyldt med matematikere, som han bor i. Efter en 400 siders
tid tager handlingen lidt mere fart – hovedpersonen bevæger sig ud i
den verden han bebor, ikke Jorden, men en planet der kaldes Arbre.
Lidt
efter lidt giver det mening, at der er brugt så mange sider på at
beskrive geometri, kvantefysik og religiøse opfattelser af verdens
indretning. Jeg var nødt til at lægge mig til at sove, da jeg kom til
side 700 og der tænkte jeg, at det var helt umuligt at regne ud hvilken
drejning historien ville tage derfra. Og jeg blev ikke skuffet over
slutningen.

28/4/11: her er en timelang panegyrisk podcast fundet mellem Luke Burrages anmeldelser.