Jeg har ofte hørt folk sige at der er flere ord på engelsk og det derfor skulle være lettere at udtrykke sig præcist på engelsk end på dansk. Jeg er ikke overbevist.
Her er et eksempel:
Hvis man vil tale om fremstilling af bonsaitræer, så vil man på dansk sige, at man beskærer for at øge forgreningen.
En dansktalende person, der aldrig har beskåret eller set nogen forgrening vil forstå, eller i det mindste have en idé om meningen med sætningen, fordi fagordene er dannet af alment kendte ord, skære og gren.
På engelsk vil det mest præcise være: To prune to get more ramification.
Problemet med det sidste ord er at det ikke er almindelig kendt og brugt på engelsk, så hvis formålet med teksten er at formidle, må man skrive f.eks to cut back branches to get more dense branching structure.
Engelske fagudtryk må læres udenad – også for de indfødte englændere, som om der er et fremmedsprog indbygget i deres modersmål.
Bemærk: modersmål / native language. Smag på forskellen. Det danske udtryk får mig til at tænke på H.C. Andersen og fædrelandssange og at sidde på skødet og få fortalt historier og lære de nye – eller gamle – ord, som er med i eventyret – f.eks: skættemål, beg, søjomfrue, degn, daler, mjød.
Native language får mig til at tænke på vilde, uciviliserede mennesker, der kommer ud af junglerne og ned fra bjergene; noget, nogle andre taler.
På dansk giver hvert ord mig en rumlig fornemmelse, ordets historie, alternative betydninger; uanset hvor længe jeg studerede engelsk, ville det være et mere overfladisk sprog for mig, uden samme følelsesmæssige riv som dansk.
Jeg har en anelse om, at det ikke kun er fordi sangskrivere vil have et større marked, de skriver på engelsk, men også fordi, banaliteter føles mindre pinlige og mere distancerede på et fremmedsprog.
Uh, der er så meget her, jeg gerne vil kommentere…
Som engelsk cand.mag. vil jeg gerne understøtte, at der er flere ord på engelsk, hvilket vil sige, at man for det meste kan udtrykke sig mere præcist, da der tit er flere ord der bevæger sig indenfor samme synonymområde, men alligevel ikke er præcis de samme og bruges forskelligt. F.eks. horror og terror, hvor horrible og terrible, jo stort set betyder nøgagtig det samme. Men det førstnævnte har en snert af afsky i sig, som ikke er til stede i terror, som er ren skræk. Det pudsige er så, at horrific og terrific betyder noget fuldstændig forskelligt men det er en anden (sproghistorisk) historie…
Når jeg siger “for det meste”, så er det fordi, at hver (sprog)kultur har nogle nicher som de går op i. “Kært barn har mange navne”, som man siger, og derfor vil man på dansk finde et hav af ord for småkager og kiks, f.eks. pebernødder, brunkager, hindbærsnitter, klejner, vanillekranse, kammerjunker, havregrynskage, osv. På engelsk hedder de næsten alle cookies med ingrediensen foran, f.eks. chocolate chip cookie… Omvendt har engelsk også nicher, hvor de har flere ord end på dansk.
Så engelsk er et mere ordrigt sprog, men jeg vil gerne give dig ret i, at det er som engelsk har ædt et fremmedsprog. De sammensatte danske ord fremmer forståelsen, som du så smukt giver et eksempel på, hvor man på engelsk gennem primært fransk, som kom med normannerinvasionen i 1066, har inkorporeret latinske og græske betegnelser for stort set alt der bliver fagteknisk eller nyt. Det engelske ord for halsbetændelse er “laryngitis”, som kommer af det latinske ord for strube “larynx”. Det er sgu svært at huske både for os som tilegner os fremmedsproget, men nok også for engelske børn.
MEN! De allermest brugte ord på engelsk, de 1000 ord man bruger mest, de er fra den germanske sprogstamme og er blevet brugt i århundreder, som f.eks. “take” (da: tage, fr: prend), “milk” (da: mælk, fr: lait), “tree” (da: træ, fr: arbre). Man kan straks se, at så er dansk og engelsk tættere på hinanden og har bevaret nogle særegenheder. Så engelsk kan godt være personligt, vedkommende, rummeligt, give historie, osv. Man kan godt bruge betegnelsen “mother tongue” på engelsk, det virker måske en anelse gammeldags, da den moderne fagtekniske betegnelse (som englænderne så godt kan lide) er “native language”.
Jeg har en mistanke om, at englænderne igennem tiderne gerne ville reklamere for dem selv som et videnskabeligt, intellektuelt og højt udviklet samfund og derfor bevidst har lavet tekniske betegnelser for mange ting, hvor de gamle betegnelser så efterhånden er gået af brug, fordi de nye enten var mere præcise eller man synes de nye lød bedre. Hvad ved jeg…
Til det sidste: enig!
Er det meningsfuldt at tælle ord med i et sprog hvis kun ganske få kender og bruger dem?
Du må gerne påstå at der er flere ord i engelsk, men dansktalende der LIGGER DEM på ders HÅNGGlæder og sir: “Dar s’gu flere ord på engelsk, ikke, der ka’ man sige flere ting,” de irriterer mig.
Jeg er enig i, at kvalitet er bedre end kvantitet. Jeg synes ikke, at jeg tæller ord og vurderer, at engelsk er bedre, fordi der er flere ord. Jeg har prøvet at forklare hvorfor engelsk har et større ordforråd. Men det betyder ikke, at det er bedre af den grund… Engelsk giver måske nogle flere muligheder til at variere sproget, men jeg siger ikke, at de variationer er bedre.
Og hvad så, hvis man kan sige flere ting på engelsk? Det er nok meget få englændere, der rent faktisk bruger flere ord til daglig end en dansker gør…
Det der kan være godt ved flere ord, er at man kan være mere præcis. Sige det samme med ét eller to ord i stedet for 10. Så er der måske mindre chance for misforståelse. Og nogen synes jo at “less is more” 🙂
Grunden til at jeg bruger sproget, er at jeg er uddannet i det…
åh, jeg har endnu ikke været tilstrækkelig klar: det med den umådelige mængde engelske ord forekommer mig at være en myte – Hvem kan bruge alle disse ord aktivt, levende og poetisk? – og endnu vigtigere: I samtale med hvem? Jeg skal høre det før jeg tror det.
Mon ikke forskellen mellem forskellige menneskers ordforråd er større end forskellen mellem nutidige sprog?
Vi må tælle faktiske digteres ordvariation for at kunne måle det: hvem bruger flest forskellige ord: Inger Christensen eller? – foreslå selv en nyere, populær, engelsk digter.
Her: http://richardgilbert.wordpress.com/2010/02/02/william-zinsser-on-anglo-saxons-glory/ er et link der langt bedre forklarer det med engelsk som to sprog, hvor den latinskagtige del er den distancerende, hovskisnovski del.