Jeg har ofte hørt folk sige at der er flere ord på engelsk og det derfor skulle være lettere at udtrykke sig præcist på engelsk end på dansk. Jeg er ikke overbevist.
Her er et eksempel:
Hvis man vil tale om fremstilling af bonsaitræer, så vil man på dansk sige, at man beskærer for at øge forgreningen.
En dansktalende person, der aldrig har beskåret eller set nogen forgrening vil forstå, eller i det mindste have en idé om meningen med sætningen, fordi fagordene er dannet af alment kendte ord, skære og gren.

På engelsk vil det mest præcise være: To prune to get more ramification.
Problemet med det sidste ord er at det ikke er almindelig kendt og brugt på engelsk, så hvis formålet med teksten er at formidle, må man skrive f.eks to cut back branches to get more dense branching structure.

Engelske fagudtryk må læres udenad – også for de indfødte englændere, som om der er et fremmedsprog indbygget i deres modersmål.
Bemærk: modersmål / native language. Smag på forskellen. Det danske udtryk får mig til at tænke på H.C. Andersen og fædrelandssange og at sidde på skødet og få fortalt historier og lære de nye – eller gamle – ord, som er med i eventyret – f.eks: skættemål, beg, søjomfrue, degn, daler, mjød.
Native language får mig til at tænke på vilde, uciviliserede mennesker, der kommer ud af junglerne og ned fra bjergene; noget, nogle andre taler.

På dansk giver hvert ord mig en rumlig fornemmelse, ordets historie, alternative betydninger; uanset hvor længe jeg studerede engelsk, ville det være et mere overfladisk sprog for mig, uden samme følelsesmæssige riv som dansk.
Jeg har en anelse om, at det ikke kun er fordi sangskrivere vil have et større marked, de skriver på engelsk, men også fordi, banaliteter føles mindre pinlige og mere distancerede på et fremmedsprog.