Jeg fik en idé om at læse de gode, gamle Arthur C. Clarke historier igennem igen for at se om de stadig holder. Det gør de ikke. I hvert fald ikke for en voksen kvinde. Da jeg var barn studsede jeg ikke over Clarkes konsekvente tunnelsynede mandeunives. Nu synes jeg at f.eks historien “Det andet gry” fra “Ekspedition til Jorden” er et godt eksempel på fejlen ved Clarkes fortællinger:
Historien foregår på en planet blandt nogle trebenede kænguruagtige væsner, hvor hannerne har et enhjørningehorn. Disse væsener er meget filosofisk begavede men har ingen hænder. De kan tale telepatisk med hinanden. I løbet af historien får de et samarbejde i gang med nogle knap så begavede aber, der gør dem i stand til at danne en redskabskultur. Så langt så godt. – Larry Niven skriver også en del noveller om hånd-problemet, det har åbenbart været et stort spørgsmål blandt science fictionforfattere i halvtredserne.
Problemet med novellen er manglen på social fantasi. Clarke kan forestille sig de mærkeligste væsener og problemstillinger, men ikke at forholdet mellem kønnene kan være anderledes end i en sæbereklame fra 1952. Den alvidende fortæller følger hunnens oplevelser. Hunnen, Jeryl foretager sig ikke andet i historien end at være partner til hannen, Eris og ven med filosoffen Therodimus (filosoffen er også en han, selvfølgelig). Den eneste selvstændige tanke hun har er, at hun godt kunne tænke sig en perlekæde. Sådan er kvinder. Og hunner. I hele universet.
Det er ligesom tegneserie-serien om De Fire med de fire venner: Den nørdede, den tykke, den sporty og pigen – som er den pigede, slut på det portræt.
Heldigvis er der stort set ingen kvinder i resten af novellerne. Clarke kan ikke forestille sig kvindelige astronauter, generaler, videnskabsmænd, munke etc. Historierne handler om hvordan menneskene udvikler sig og deres “races” oplevelser i en foranderlig verden. Nå nej, forkert oversat til dansk. Historierne er den bredt malede og fabulerede the history of men. Mændenes historie.