Nu kommer der spoilere!
Læs bogen “Slip mig aldrig” af Kazuo Ishigoro før du læser denne tekst.

Jeg har flere gange haft fat i bogen “Slip mig aldrig” på biblioteket uden andet end at skimme den – jeg forsøgte at læse samme forfatterers “Resten af dagen” men gav op, fordi den virkede ret tung og begivenhedsløs – man skal lige vænne sig til forfatterens indadvendte, reflekterende sprog og springende tid.

For nylig er Slip mig aldrig blevet filmatiseret: Never let me gose trailer på youtube og så fik jeg den endelig læst.
Og den er fantastisk, ikke til at slippe, utrolig, tankevækkende!

SPOILER HEREFTER:
Nogle børn gror op på en kostskole, mens de både ved og ikke ved – eller ikke vil vide – at de kun findes, så deres organer kan høstes, mens de er i tyverne, indtil de tilsidst har “doneret” så meget af deres egen krop væk, at de dør af det.
Bogen er klart struktureret i tre dele: tiden på kostskolen, tiden i hytterne, og fortællerens tid som plejer for donorerne. Det er fint, for Kathys fortælling snor sig fra erindring til erindring, især de bittersøde erindringer hun har om sine bedste venner, Ruth og Tommy.

Det mest uhyggelige horroraspekt ved denne bog er, hvordan den forfærdelige praksis det meste af tiden bliver fortalt som tingenes naturlige orden. Klonerne gør ikke oprør. Der er ikke beskrevet nogen konsekvens af et evt. oprør, så det er også en ting som læseren må tænke over. Det eneste klonerne drømmer om, er et par års udsættelse, inden de skal til at donere.

Jeg kom til at tænke på, hvordan slaveri har været en stor og grusom del af menneskenes historie. Mange har gjort oprør mod deres undertrykkere, men mon ikke de aller, allerfleste slaver resignerede i forhold til deres skæbne?
Når jeg læser de klassiske filosoffer, tænker jeg altid over, om de holdt slaver og hvordan de havde det med det? Hvordan kan man udtale sig om “hvad der er bedst for mennesket” når man samtidig er slaveholder?
Ifølge de gamle vikingers “Rigs Vandring” er slaveri tingenes rette orden: Konger er konger fordi Hejmdal sov bedst hos kongernes æt; trælle er trælle og det kan enhver jo forstå, når de ser hvor usle og skidne de ser ud. Medlidenhed med de uheldige finder man ikke her.

Mange steder i verden er kvinders forhold stadig ikke bedre end slaveri. De har som Ishigoros kloner ingen ret til deres egen krop eller ret over eget liv.
Kropsdele bliver skåret af mange millioner kvinder i Nordafrika, mens de stadig er børn. Før de er gamle nok, bliver de gift med mænd de ikke selv har valgt og udsat sat for sexuelle overgreb, der lemlæster dem yderligere og gør deres fødsler livsfarlige.
En milliard kvinder burde rejse sig og gøre oprør! Også for kærlighedens skyld: Hvordan kan kærligheden mellem undertrykker og den undertrykte være fuldkommen? Den der foretager sig onde og hadske ting kommer til at føle ondskab og had overfor sit offer, også når ondskaben ikke var tilsigtet eller erkendt.

Først troede jeg at der måtte være en donorklon for hver almindelige menneske/modtager, men det er åbenbart ikke tilfældet i i Ishigoros fortælling – forlignelighedsproblematikken må være blevet løst off-screen.
Derefter undrede det mig hvorfor al “donation” ikke bliver gjort i et hug. Hvorfor bruge midler på at holde klonerne i live med manglende nyrer? Og hvilke andre organer end nyrerne kan man undvære en af? Hvordan skulle klonerne kunne fortsætte livet uden f.eks hjertet? Hvorfor ikke også genbruge deres hud, øjne, lemmer? Hvorfor vente helt til klonerne er i midten af tyverne?

Det er nu ikke så vigtigt: set-uppet giver Ishigoro lejlighed til at fortælle om de to-tre-fire års lidelse der “afslutter” klonernes liv. Et forløb, der diskret på et tidspunkt sammenlignes med livet i skyttegravene, hvor kun en anden donor forstår, – ligesom en soldat vil sige, at kun en anden soldat vil kunne forstå, hvordan livet i en skyttegrav er.