Jeg læser en del noveller for tiden. Først læste jeg alt hvad jeg kunne få fat på af dansk scifi fandom – bl.a. alle Under Overfladen antologierne. Så fortsatte jeg med horror, Dystre Danmark, Cthulu Mythos udgivelser, engelske fantasy og scifi-ting. Ren splatterhorror er ikke lige mig, min grænse går ved Steven King, som selv når han er mest levret blod, har en pointe med det.

Gene Wolfe, Paolo Bacigalupi og Alastair Reynolds skriver alle om virkelig dystre fremtider, hvor evt. teknologiske fremskridt på ingen måde er brugt til menneskehedens bedste. Nogle af deres noveller foregår, hvor/når man kan være i tvivl om det overhovedet handler om mennesker mere. Disse tre forfattere har også en sanselig tæthed i skrivestilen til fælles – jeg ville ønske at de var mere oversat til dansk, for jeg må sidde med ordbogen, for at få det hele med.
På dansk findes Gene Wolfes Trilogi om Den Nye Sol. De er markedsført helt i skoven som ungdomsbøger; men hverken sproget, temaerne eller den gådefulde handling er i mine øjne særligt målrettet unge.

Af Paolo Bacigalupi er intet som helst oversat til dansk. På mit bibliotek kan man kun finde en enkelt novelle i antologien: “Wastelands stories of the Apocalypse”; den sørgelige fortælling “The people of sand and slag”, der tilsyneladende foregår efter Jordens totale økologiske kollaps.
På Bacigalupis egen hjemmeside kan man downloade et par gratis noveller, bl.a. The fluted girl – som har et par temaer tilfælles med Gene Wolfes “the Fifth Head of Cerberus”: Den totale udnyttelse af andre mennesker og virkelig avanceret videnskab. Begge fortællinger foregår på en form for bordel og blandt folk, hvis forhold til hinanden bedst kan beskrives som patron/klient.

Det er ret anstrengende at læse noveller, synes jeg. Det gode er selvfølgelig at de er korte, og f.eks egner sig til at tage med på rejse, eller blive færdige med på en dag – og de egner sig rigtig godt til at blive læst op. Jeg har netop opdaget netpodcast af scifinoveller og nød forleden mesterværket “The persistence of Vision” af John Varley.
Det anstrengende ved især scifinoveller – især nyere – er vanskeligheden ved at sætte sig ind i en hel verden ind på meget lidt plads, samtidig med at man følger med i ret syret handling. I en novelle betyder hvert eneste ord noget, og jeg kan ikke lige samle op det, hvis opmærksomheden flakkede og jeg gik glip af en halv side eller et par minutters oplæsning.
Fornøjelsen ved det er, at man får virkelig meget for sin indsats. Nu har jeg gået og grublet over Varleys fortælling i fjorten dage.