Bag Adonais spejl er en novellesamling redigeret af Nikolai Højbjerg fra forlaget Kandor. Novellerne er udvalgt blandt de indsendte noveller til forlagets indkaldelse til en fantasyantologi.

Min novelle Smeden i Molbæk er med – det har jeg skrevet om andetsteds her på bloggen. Hvis du har læst historien, er du velkommen til at smide en kommentar.

Jeg blev rigtig glad for at modtage mit forfattereksemplar. Bogen er fint sat op, smukt typograferet med røskener og titelsider, pænt omslag, hvor teksten dog drukner noget i illustrationen. Novellen er i godt selskab af andre forfattere, hvor nogle i hvert fald blandt fantasy- og scifikredse i Danmark, er pænt kendte. Hver novelle indledes med en lille tekst om (og af) forfatteren.

Jeg savnede et forord fra redaktøren – det kunne have været interessant at læse hvad N. Højbjergs udvælgelseskriterier har været og hvordan han ser på dansk fantasy i det hele taget.

Her er en kort beskrivelse af de noveller jeg har fået læst indtil nu – jeg læser dem først, hvor jeg allerede kender forfatterskabet; ren åndelig dovenskab –

– Så derfor vil jeg først nævne Thomas Strømsholts: Bibiliofylakes, da jeg har læst andre fortællinger af ham og går og venter på at få fat på hans nyudgivne novellesamling De underjordiske.
Titlen må betyde noget i retning af “fængslet af bøger” og historier, der handler om bøger, giver mig straks læselyst. Vore helte er bogdetektiver, der undersøger svindet af bøger på biblioteker og hos bogsamlere. Hvorfor forsvinder uerstattelige førsteudgaver? Hvor bliver de af? Hvem er tyven? Jeg skal ikke spoile noget, men forklaringen i novellen placerer sig mellem scifi og fantasy. På den anden side: Bøger er per definition magiske og porten til den fantastiske verden – det ved alle bogelskere. Strømholts sprog er dejligt og flydende. Historien er fyldt med referencer til bøger, som den meget læsende læser vil glæde sig over at genkende. Plottet er lidt svagt – måske er der bare stof til en meget længere fortælling her.
NB 23 juli: Thomas Strømsholt har informeret mig om, at den korrekte oversættelse er “Bogvogtere”.

Titelnovellen: Bag Adonais spejl af Freddy E. Silva var svær at få læst. Jeg kan simpelthen ikke holde sproget ud. De første par sider tænkte jeg at det måtte være en parodi på WoW-fanfic og at den rigtige handling snart ville komme, men de opstyltede, alt for indviklede og ordvendt omstillede sætninger, blir ved over 22 sider!
Der er en forklaring på det barnlige og generiske fantasy-univers i novellen, men der er alt for mange sætninger af den her slags:
Wullfs ansigt lyste kortvarigt op, som havde han endelig, efter gentagne forsøg, fået gennemtrumfet en nødvendig sandhed.
Silva kunne med fordel have begrænset det tilstræbt arkaiske sprog til enten dialog eller alvidende fortæller. Mest logisk til dialogen, i forhold til fortællingens pointe. Drop passivformerne, drop de misforståede tillægsord, bare skriv, hvad der sker, så kan der blive en fin fortælling ud af det.
Det er ikke de ord forfatteren skriver, der er fortællingen, men det er den film, som læseren ser i sit hoved under læsningen.
Historien er URK. (Uden Rigtige Kvinder, mere om det senere.)

Py ha, tilbage til en anden genganger i feltet: Lars Ahn Pedersen med sin novelle: Skjoldmøer. Den her fortælling er MRK (Med Rigtige Kvinder). En krigerkvinde, der har trukket sig tilbage, får sig en snak med en yngre skjoldmø. Ahn skriver ligetil og er især god til at forvandle karikerede figurer til rigtige mennesker – han kan noget med portrættet og har stor indføling med alle køn og aldre. Han får en del med i antologier og magasiner, så mon ikke snart, der var nok til en hel, selvstændig samling Ahn-fortællinger?
Skjoldmøer er iscenesat i præindustriel altid-tid men, ud over det, er der ingen fantastiske elementer. Det gør ikke noget, det er en fin historie.

Flere omtaler følger, nu må jeg gå tur med hvalpen. Og åbne pakken fra Harksens forlag med De underjordiske som netop kom med posten.

Flere af novellerne handler om religion, himmel, helvede og satan selv:
Andrea Hvidtjørns En aftale med djævelen er en variant af et klassisk spørgsmål: Kan man slippe godt fra at lave aftaler med djævlen? Historien har en smådjævel som fortæller og det er godt klaret, at man kan bevare sympatien for en ond skabning gennem hele fortællingen.
Straffende ild af Kristoffer J. Andersen er en dramatisk fortælling om en heksejæger der er gået for vidt. Ligesom i Skjoldmøer er det først og fremmest settingen i den middelalderagtige tid der gør det til fantasy.
Denne sidste novelle i samlingen, Benspænd af A. Silvestri
handler om Døden, der har sine problemer med de andre Begreber: Skæbnen,
Tilfældet og mange andre. Historiens humor er den sproglige
finurlighed, der kommer ud af personificeringen af flere og flere
begreber indtil det helt absurde. Dialogen flyder let og mundret.

Jonas Wilmanns Mørke er også humoristisk – og det er en humor jeg personligt bedre kan lide, fordi den ikke overskygger (ha ha) fortællingens dramatiske fremdrift og alvor. Mørke ligger også på grænsen mellem fantasy og scifi ligesom Italo Calvinos De kosmokomiske som jeg har ledt efter i årevis på antikvariater, fordi dét er en af de bøger, jeg virkelig gerne vil eje. Novellen er så veldrejet, at jeg også får lyst til at læse Wilmanns roman Mutagen. Plottet holder, persontegningen er præcis og novummet er godt fundet på.