Sådan en regnvejrsdag som i dag kan ikke bruges bedre end på læsning. Her kommer anden halvdel af omtalen af Bag Adonais Spejl, Ny dansk fantasy 2011 fra Kandors forlag.

Hvor går grænsen mellem fantasy og science fiction? Arthur C. Clarkes tredie regel lyder: “Enhver tilstrækkelig avanceret teknologi kan ikke skelnes fra magi.” – men er fantasy nødvendigvis en historie om noget magisk?

En hurtig forklaring på forskellen mellem fantasy og science fiction kunne være at i science fiction er der en forklaring på anderledesheden, mere eller mindre indbygget i fortællingen, mens fantasy ikke føler den forpligtelse for at forklare det anderledes eller nye, der enten er historiens omdrejningspunkt eller miljø.

Nogen emner og ting plejer at regnes for at høre til bestemte genrer. Hvis der f.eks er troldmænd og fortryllede sværd i, så er det helt klart fantasy og er der rumskibe i, må det høre til science fiction og den forfatter, der kan holde sig strengt til midtlivskriser i Hvidovre skriver det fineste litteratur der findes, nemlig realisme. Men – der er altid et hvad nu hvis … i en fiktionsfortælling, uanset genre.

I Bag Adonais Spejl er der et par historier, som også kunne stå i en science fiction antologi: C1 – retten til liv af Inge Merete Feilberg handler om kloning – som traditionelt hører til scifi. Den dag Franz tabte hovedet af Flemming Rasch kommer med slags videnskabelig forklaring på historiens herligt fjollede præmis og kan dermed regnes med i begge genrer. – Her synes jeg i øvrigt også at der er mere rablende fut i sproget end i den forrige novelle af Rasch, som jeg har omtalt tidligere i mit blogindlæg om antologien Ingenmandsland.
Bibliofylakes har jeg omtalt i det forrige blogindlæg.
Min novelle Smeden i Moelbæk kan også læses som fantasy (nordisk mytologi baseret), magisk realisme eller science fiction alt efter læserens præference.
I Til sidste dråbe af Ditte Egegaard Hennild afsløres den meget interessante og sciencefictionagtige hemmelighed desværre meget sent – jeg ville ellers rigtig gerne høre mere om disse … og nu vil jeg ikke afsløre mere.
Modlys af Emil Blichfelt er fantasy med horrorelementer. Der er en professor med i historien, men det gør det ikke til science fiction. Jeg kunne godt lide de billeder fortællingen fremmanede, men jeg havde svært ved at følge fortællingens logik, det var uklart for mig hvad der egentlig foregik og hvorfor.

Den mest fantasyagtige fantasyfortælling i bogen er: Sådan en pige af Andreas Markert, der er inspireret af sydamerikansk folklore og som bobler muntert afsted mellem guder og “the accidental hero” (findes dette begreb også på dansk?)

Rendestenstoner
af Sari Therkelsen Arent handler om en pige, der kan synge sig til magt over andre. Der er en fin intrige og nogle gode miljøskildringer og jeg er sikker på at der vil komme flere gode fortællinger fra denne lovende unge forfatter.

Lille Spejl af Anja Adjo har den præmis at de spejlede væsener inde i spejle har et eget liv. Ud over det, er der et godt portræt af en dysfunktionel familie.

Jeg synes projektet med at udgive en samling, der kommer helt til kanten
af fantasy-genren, både med hensyn til emnevalg og skrivestil er en
virkelig god ting. Bag Adonais Spejl indeholder 15 virkelig gode og
forskellige fortællinger og der er dejlig mange sider i bogen: 410 sider – så
man får meget for pengene. Jeg ville have købt en udgave i stift bind, hvis det var muligt, for jeg tror, jeg kommer til at læse mine favoritter igen.
Redaktøren har gjort et godt arbejde med at finde bredden i den nyskrevne, danske fantasy. Jeg kunne lide de fleste af historierne og
dem jeg ikke kunne lide, har nogle kvaliteter, som sikkert vil tiltale
nogen andre.