Denne blog er oprindelig startet, fordi jeg som underviser udi bl.a webdesign må have en blog, en cms-styret hjemmeside og en twittterkonto mm.
Jeg er blevet kritiseret for at skrive for lidt her, men hvis det er nogen trøst, twitter jeg endnu sjældnere …

Jeg vidste ikke hvad hovedtemaet for blokken ville være, før jeg havde skrevet et par indlæg – men det har så vist sig at det er kommet til at handle mest om min læsning og skrivning. Fremover vil jeg prøve også at skrive om cykling og nær-økologi.

Og nu til dagens tekst: Jeg er ved at forsøge at læse Tzvetan Todorovs “Den fantastiske litteratur” – jeg fik den anbefalet af én fra min skriveklub. Men jeg kløjs godt nok i den. Måske, fordi jeg, hellere end at læse om hvorledes man deler den fantastiske litteratur op i undergenrer, kunne tænke mig at læse bogen om, hvorledes jeg får skrevet noget mere fantastisk litteratur.
Måske er det oversættelsen, der gør modellerne i bogen så gådefulde. F.eks den her, som andre teoretikere ofte refererer til:

Det …
slet & ret uhyggelige | fantastisk uhyggelige | fantastisk vidunderlige | slet & ret vidunderlige

Hvor uhyggeligt først giver mening, når man husker på, at det er en oversættelse fra tysk over fransk til dansk. Hvis man tænker sig, at modellen snarere beskriver hvor langt man bevæger sig fra realisme, giver det mere mening for mig:

Det fremmedartede, som undervejs får en forklaring >
Nonsens og poetisk mystik, hvor teksten
er sin egen logik.

Todorof har et afsnit om “Du”-fantastik, hvor med han mener alle den slags tekster, der er drevet af en (forbudt,) udadvendt passion. Herunder: Vild sex, nekrofili, morderiskhed m.m.
Det fik jeg mere ud af. Her kom jeg til at tænke på de mange bøger jeg for nylig har læst om vampyrer, varulve og zombier. Gad vide hvorfor det pt. er trendy at skrive den slags, i todorofske forstand, du-fantastik?

Og nu tilbage til min fiktions-skrivepult: Jeg tænker på en historie om Smølfine, den ultimative URK-figur, pigen, der på ingen måde er en en rigtig kvinde, slet ikke når hun i albummet om Smølfine (af Peyo) bliver forvandlet til én kvinde (eller pige?) blandt hundrede smølfe (-drenge?) og én mand. Historien er slet og ret uhyggelig. En klam, sexistisk genfortælling af “Trold kan tæmmes”. Som (pige-)barn studsede jeg selvfølgelig ikke over det, men Nanna Goul har analyseret fortællingen ædende ondt, så intet vil være det samme herefter. Det kunne være lidt spændende at høre Smølfine selv smølfe om sine oplevelser i Smølfeland, ikke?

Note til evt. ny læser af denne blog: URK er Uden Rigtige Kvinder, historier hvori de fiktive feminine karakterer på ingen måde virker virkelige, men kun er mandlige idealforestillinger om det kvindelige. Kvinder, som ikke kan slå en prut, altså. Ret kedeligt i længden for Deres kvindelige udsendte udi den fantastiske litteratur, som desværre er ret befængt med URK-fortællinger.