I nat (!) fik jeg læst Survivor færdig. Det var den kun tredie tekst det er lykkedes mig at få fat i af denne helt fantastiske og specielle forfatter. Survivor er en kortroman på 178 sider, der dramatisk får fortalt om racespændinger, kolonisering af nye planeter, verdensomspændende epidemier, mutanter, religiøs indoktrinering, vold i hjemmet – bl.a – men samtidig er der en klar handling og rød tråd gennem fortællingen. Den bog er lige til at filmatisere.

Hovedpersonen er af mange grunde fremmedgjort: hun er sort blandt hvide, adopteret, hun tager selvstændigt stilling til de religiøse dogmer hun med åbne øjne underkaster sig. Og hun er en overlever. Hun overlever forældreløshed og fem år alene i vildnisset. Hun overlever flere voldtægter. Hun overlever stofmisbrug og kolde tyrkere. Hun overlever som ene menneske blandt planetens indfødte og pelsklædte giganter.

Butler skriver om hvad folk gør i umulige situationer, hvor de må sluge deres stolthed og bøje og underkaste sig indtil de måske kan blive fri. Hendes heltinder er ikke (altid) superheltinder – de har svagheder, de får børn – og mister dem. De bliver kærester med de mænd der mishandler dem – og de elsker dem.

Novellen Speech Sounds foregår i et samfund, der har fået kollektiv hjerneskade på grund af en epidemi. Hovedpersonen er en kvinde på vej gennem en by, der er blevet fuldstændig uciviliseret – grov grynten og vold er det eneste sprog de har tilbage.

Den historie af Butler, der har gjort størst indtryk på mig, var Bloodchild – som er så sær at jeg kvier mig lidt for at afsløre for meget af indholdet – det skal min eventuelle, kære læser selv opdage. Men – måske er det nok at sige, at hovedpersonen her er en ung mand i et samfund, der lever under så gruopvækkende forhold at mine nakkehår rejste sig. I dette samfund har mænd de problemer, som kvinder i et undertrykt samfund normalt har. Der er igen tale om et noget mislykket koloniseringsforsøg på en fjern planet.

På mit bibliotek kan man kun låne én novelle af Butler: Speech Sounds. Den findes i antologien Wastelands, som indeholder mange skønt grumme fortællinger om verdens undergang. Mig bekendt er Octavia E. Butler aldrig oversat til dansk, hvilket er ærgerligt, for her er noget helt specielt m.h.t temaer og mod til at tage hul på at fortælle om pinagtige emner og heroisme hos de underste. Det er noget jeg godt kan savne i den space opera der foregår i stor skala blandt posthumane superhelte.

Butler bruger science fiction til at vække medfølelse med sorte og kvinders vilkår – og mærkeligt nok er det nemmere at gøre det, ved at lægge handlingen lysår væk.