I 2011 hed Science Fiction Cirklens årlige antologi med nyskrevne, danske science fiction noveller ”Den nye koloni”.
Det er en endnu tykkere sag end de forrige og der er ikke mindre end 24 forskellige noveller af 24 forfattere at læse. Det er noget af en mundfuld, så det har taget mig lang tid at læse det hele og endnu længere tid at skrive dette.

Det gode ved ikke at have nogen novelle med i denne novellesamling er, at jeg nu kan anmelde frit fra leveren. Da jeg ved af erfaringen, hvor meget man som ny forfatter leder efter omtale af sit værk, vil jeg omtale samtlige noveller – men det er for omfattende at lave en ordentlig kritik af alles noveller – det bliver kun et udvalg, jeg vil gå i dybden med, resten må nøjes med en bemærkning eller to.

Novellerne i Science Fiction Cirklens sidste årlige antologi falder i kategorier, eller man kan sige, at der er nogle troper, der dukker op flere gange.
Det ligger lige for, at samle f.eks de historier der handler om robotter og omtale dem samlet:

Historier, hvori der indgår bevidste robotter:

”Hvis løver kunne tale” af Jesper Rugaard. Indeholder desuden tropen: Turingtesten. Fin parafrase over de danske jøders flugt til Sverige under Anden Verdenskrig. Sjovt med robotter, der bruger jiddish slang.

”Kærlighedens gyldne ord” af Oliver Ruby. Ligesom den forrige novelle problematiseres det, at robotter kan blive bevidste og så ikke længere kan bruges til det trællearbejde de er skabt til.

Gad vide om der er flere robothistorier fordi Knud Larns årlige konkurrence 2010 havde danskerne og robotterne som emne?

Kolonisering af nye planeter:

”Den nye koloni” af Palle Helleman. Et sjak borebisser har et sammenstød med en korrupt guvernør på en ny-koloniseret planet. God, ru hårdkogthed og miljøbeskrivelse. Ikke meget nyt science fictionstof.

“Lige efter bogen” Flemming R. P. Rasch. Titlen er rigtig god, fint ordspil. Indledningen forekom mig for lang. Rasch’ sprog lider af de lange, tekniske sætningers syndrom. Men historien vil nok glæde Lovecraft-fans.

”Tænke på silke under invasionen” af Kenneth Krabat. Samlingens bedste titel – på en gang poetisk og meget præcis i forhold til indholdet. En kvinde syr sig farligt lækkert undertøj af nanosilke, mens hendes planet er under angreb af ikke jordiske væsener og alt andet ramler. Smukt skrevet, men lidt uklar i handlingen. Der forekommer aliens med uudgrundelig adfærd; det kan jeg godt lide. Forfatteren skriver på en inciterende, desperat energi. Jeg var ikke helt klar over om fortællingen foregik, (foregår, vil komme til at foregå) på Jorden, eller om den evt. også skal med i den næste kategori:

NB 30. jan.: Det er nævnt at planeten hedder Caldron, har Krabat skrevet til mig – det havde jeg overset.

Jorden besat af rumvæsener:

”Homo Arachnida” af Michael Kamp. Godt gys! Letlæst og velskrevet. Jeg savner at hovedpersonerne ikke kun er arketyper, men også har det unikt personlige, der ville give mig mere medfølelse for dem. Jeg er heller ikke vild med titler på latin eller græsk, som sagt.

Dem som ku’ li’ denne historie, kan fortsætte med Octavia Butlers noveller, der er et par ender spundet 🙂 over samme trope, som ikke skal afsløres her, da det vil være en spoiler.

Og til dem der i det hele taget er vild med Jorden besat af rumvæsener-fortællinger: Start med The Body Snatchers af Jack Finney og så god fornøjelse – der er masser bøger i den undergenre!

Efter Jordens økologiske kollaps:

”Ex terra” af Nikolaj Johansen. En tur i sommerhuset på Jorden udvikler sig dramatisk. Godt drama, kedelig persontegning. Latinsk titel, igen!

”Istid” af Anders Weitze Pedersen. hører også til i tidsrejse-kategorien. Letlæst og velturneret fortælling. Jeg har flere gange faldet over samme trope som bærer historien, men jeg vil igen ikke skrive hvilken, det drejer sig om, for det ville være en spoiler. Det økologiske scenarie hænger i øvrigt ikke sammen – der skal være en ydre energikilde i en hvilken som helst biotop. Novellen er struktureret som dagbogsnotater, hvilket er et fint litterært greb, der giver en naturlig slutning. Jeg ville gerne have uddybet det psykologiske vendepunkt mere – et lille afsnit om, hvorfor fortælleren skifter standpunkt, en episode, en samtale, et eller andet.

”Himmelflugt”
af Camilla Wandahl passer måske bedre i kategorien: Det digitale liv. Jeg var ikke så vild med de sproglige romantiske klicheer selvom det måske var tilsigtede klicheer.

”Ad astra” af Steen Knudsen hører også til Guderne var i virkeligheden rumvæsener-kategorien ligesom ”Lysets by” af Richard Ipsen. En munkeorden rejser ud gennem imrummet (trope som findes under lidt forskelige navne, oftest hyperrummet) og finder en planet som er perfekt til kolonisering, nu hvor Jorden er kollapset økologisk. Men …

Dimser efterladt af rumvæsener:

”Grimpeur” af Glenn Stimøe- igen kræver titlen af læseren, at læseren er bekendt med et fremmedsprog eller er Tour de France-fan og bekendt med landevejscyklingsslang. Det er en uskik der breder sig her! Titler skal ikke være en stopklods, men en invitation til læseren. Det er en rigtig sjov og velskrevet historie, som foregår i Danmark.
En mærkelig tunnel ind i Møns klint lader sig kun udforske på cykel – og landevejsrytteren, der er den ene tredjedel af ekspeditionen er en skøn, skæv figur, som jeg rigtig gerne vil læse flere af i den danske fantastiske undergrundslitteratur. Tonen er vittig og sort i Glen Stimøes fortælling hvor Kenneth Krabat (”Tænke på silke …”) er poetisk og melankolsk, men i begge fortællinger er der personer, der hæver sig over det skabelonagtige, ud over at der også er fine, nye teknologisk/videnskabeligt nogenlunde plausible ideer i dem. Der står i appendikset, at Glen Stimøe er et pseudonym – så jeg har rigtig meget sjov med at gætte på, hvem det mon kan være.

”Lysets by” af Richard Ipsen var den novelle jeg nød mest at læse, for sproget her er både klart og sanseligt; novellen er usædvanligt velskrevet og der må ligge research bag beskrivelsen af Varanasi; at læse novellen var som at besøge byen. Personerne i fortællingen har kant og karaktér. Endnu en anvendt trope i fortællingen er: Guderne var i virkeligheden rumvæsener. Ipsen har fået udgivet en hel novellesamling, som jeg også vil anbefale: Drømmetid, SF-noveller.

De mest kendte værker i genren dimser efterladt af rumvæsener må være ”Picnic i vejkanten” (bedre kendt som ”Stalker”) af brdr. Strugatskij og ”Gateway” af Frederick Pohl.

Formeksperimenterende:

”Loops”, billedtegneserie af Patrick Leis. Rammefortællingen er også en ret interessant del af værket. Som visuel fortælling er det lidt mere på vej, der kunne arbejdes med framing, størrelsesforhold, klipning, continuity m.m – men det er fint at få varieret formen også med eksperimenter, der ikke rigtig er lykkedes i forhold til formidling af fortællingen.

Jeg ville også synes det var fint, hvis SFC også åbnede for f.eks digte, ultrakorte og lidt længere tekster, illustrationer – med så tyk en antologi liver denne tegneserie meget op.

”Ingen plads til superhelte” af Christian Holger Nielsen. Teksten veksler mellem passager i kursiv, som er en monolog eller en indre stemme, der håner og nedgør, og en beskrivelse af Ecleys kedelige kontorliv. Måske handler teksten om, at Eckley i virkeligheden skulle have været superhelt.
Der er to, måske tre kvinder i historien og ingen af dem har et selvstændigt liv udenfor Ecleys fantasi: et drømmesyn af en uskyldig sovende skønhed – Lana?, en 55-årig, frigid økonomimedarbejder uden navn, og en indre ondskabsfuld kvindestemme som jeg tolker som Eckleys mor. Dvs, historien er URK – læs mere om dette i mine forrige indlæg.

Jeg har et problem med noveller som er opbygget som en gåde, hvor jeg skal regne ud hvad det hele går ud på, jeg vil hellere have en tydelig setting og en fremadskridende handling.

Link til (engelsk) essay
om formeksperiment/hverdagsliv/kønsroller med udgangspunkt Pamela Zolines “Universets varmedød”.

Digital backup af bevidstheden

”En helt almindelig død”
af Lars Ahn. Endnu en velskrevet og varm historie fra Ahn, som er en vaneforbryder udi fanfic-noveller.
Bonusinfo: det er endnu ikke lykkedes mig at få udgivet i en sammenhæng, hvor Lars Ahn ikke også har en novelle med; det omvendte, at finde Ahn-noveller uden der er Høyrup-noveller forekommer ofte, for Lars Ahn er en meget mere flittig forfatter end jeg er …
Desuden: Novellen her minder mig ikke om andre romaner og noveller og det er ment som en stor ros!

”Bedre oplevelser til salg”
af Manfred Christiansen. Fortælling om en Gibson/Johnny Mnenonic-agtig erindringssælger. Inspirationen kunne også være ”Vi husker dem engross” (”Total recall” på engelsk) af Phillip K. Dick.
Historier om erindringsforvirring er grundlæggende svære at læse, også denne historie. Det er også et krimiplot, så jeg skulle virkelig læse opmærksomt. Abdul-figuren i starten virker overflødig og kunne have været udeladt – med så kompleks en fortælling er der ikke plads til karakterer uden betydning for plottet.

”Mellem liv og død” af Maria Kjær-Madsen En mand hvis virtuelle selv slet ikke er enig i de beslutninger hans fysiske selv tog, da han havde et fysisk selv/en krop.

Fremtidens totalitære samfund:

”En mand ved navn Quinn” af Mogens Graae Hansen. En satire i Fagre ny verden-stil (Aldous Huxley), bare endnu mere konsekvent.

Glemmer du, så husker jeg alt” af A. Silvestri. En grum og forfærdelig og godt skrevet historie om undertrykkelse og vold. Den totalitære vold spejler sig fortællingen om et voldeligt forhold. Det er en dybsindig, karakterdrevet fortælling.

”Eon” Jeppe Bisbjerg. En kvindelig dommer og bøddel i et smukt beskrevet, forfaldent metropolis skal dømme én mand hun kender fra sin barndom. De dømte kommer i en art limbo – titlens Eon – som måske er digitalt. Der er mange rigtig ærgerlige sprogfejl i historien. Man kan f.eks ikke sige at byen var hensænket, det hedder byen var hensunket, ellers ville der være en kæmpe, der skulle have været forbi for at hensænke den.
Jeppe Bisbjerg, find en dansknørd, der kan læse en blodrød korrektur på dine historier fremover.

”Den sidste markør” Gudrun Østergaard. Kvinden Emine gør
sig store anstrengelser for at blive mere dansk end en indfødt dansker.
Den sørgelige næsten-nutid og slutningen gør, at jeg ikke sætter denne
historie i den næste kategori, som er satire.

Anbefalinger til dem, der vil læse om forfaldne storbyer: China Miéville: ”Perdido Street Station”, Phillip K. Dick: ”Drømmer androider om elektriske får?”

Et par fra den totalitære kanon: ”1984” af George Orwell selvfølgelig, men også Karen Boyes ”Kallocain”, hvor et sandhedsserum stjæler det sidste frirum fra de undertrykte.

Satire:

”Palins projekt” af Klaus Æ Mogensen. Hvad vil der ske hvis udannede populister som f.eks Sarah Palin fik magt som hun har agt? Historien har en gal videnskabsmand (hvilket også er en kendt og elsket trope) som fortæller, hvilket gi’r et fint twist – det gør at vi får konsekvenserne af det megalomane byggeri (en anden trope, hvis første forekomst er det bibelske Babelstårn) fortalt som henkastede bibemærkninger.

”Sort Messias” af Ellen Miriam Pedersen består af to fiktive avisartikler, et interview med en fremtidig filminstruktør og en anmeldelse af samme filminstruktørs film: Dune, planetkrigene. Det er satire på mange planer: Samtidig med at filmen roses i anmeldelsen og intervieweren er ærefrygtig, virker det som om det (igen) er en aldeles rædsom filmatisering af Frank Herberts ”Klit” (på amerikansk: ”Dune) af en frygtelig selvoptaget instruktør – hvilket er sjovt i sig selv. Et andet plan er diskussionen af Frank Herberts bog, hvilket nok især vil more dem, der følger med i diverse fanzines. Et tredje plan er anmeldelsens stil, som også virker som en parodi.
Der er rent fortælleteknisk meget i gang, og det kunne have hjulpet læsningen, hvis det typografisk var sat op som avisartikler med avisers traditionelle tekstgarniture. Pedersens sætninger er ret lange og nogle gange også indviklede – sådan får man kun lov at skrive i kultursektionen i en morgenavis. I de andre sektioner kommer redaktøren med sin røde tush og deler sætningerne op i mere letlæselige bidder.

I øvrigt – David Lynch’ filmatisering af ”Dune” er den film der har skuffet mig allermest, nogensinde. Jeg kan huske hvordan der stod en notits i et blad et års tid før filmen havde premiere og hvordan jeg glædede mig helt vildt til at der skulle komme en filmatisering af min yndlingsbog (på det tidspunkt) af min yndlingsinstruktør. Jeg tror bedre jeg ville kunne se filmens kvaliteter i dag; men den gang blev jeg bare så bitter over, at David Lynch slet ikke havde øje for det jeg synes er det bedste ved ”Klit”: Det klare lys og den realistiske stemning der ligger over selv den mest syrede handling i bogen.

Hårdkogt fremtidskrimi:


”Ananke”
af Henning Andersen. Rablende fortælling om lejesoldaten, der er blevet detektiv (trope fra spændingsgenren). Sproget er fyldt med metaforer og gådefuld slang, som i en gammel noir-film eller en Chandler-roman, hvilket gør, at det tager et par sider at få fodfæste i fortællingen. Da jeg først havde vænnet mig til stilen og havde hittet lidt rede i hvor, hvad, hvem, hvaf, var det sjovt at følge med rundt i de meget anderledes, fremtidige miljøer. Jeg havde lidt på fornemmelsen at de sidste par plot-twists var fundet på undervejs og at læsningen ville have været nemmere, hvis forfatteren havde gennemskrevet novellen endnu en gang og havde lagt lidt tydeligere ledetråde ind fra starten.

Overblik:

Det er samlet set en rigtig god samling noveller.
Men der er lidt for mange af historierne, der er præget af et alt for kluntet sprog, dårlig dialog, banale metaforer, alt for lange sætninger og sprogfejl så grove, at de hviner i tænderne. Med debutforfatterne, synes jeg, at det er ok at tage en fortælling med, der er lovende, trods den klodsede prosa.
Der er et par gengangere, der burde have gennemskrevet deres fortælling endnu en gang! Tag og læs dialogen højt for nogen, inden I offentliggør teksten.

De fleste ideer er set før. Jeg har skrevet tidligere eksempler på romaner og noveller til nogen af kategorierne.
Jeg synes ikke det gør noget, at næsten alle novellerne i samlingen falder i kategorier eller genbruger kendte troper fra science fiction; det er ikke det, jeg som læser leder efter – jeg er vild med fortællinger med dramatisk substans og godt sprog.

Både læsere og forfattere velkomne til at skrive kommentarer til dette indlæg. Hvis kommentarsystemet på denne blog driller, så send mig en mail og fortæl mig om det skal postes som kommentar her.