Anmeldelse af novellerne i ”Fremmed stjerne” Science fiction
cirklens årlige novelle antologi #6.
For tiden er min interesse: dramatisk udvikling i novelleformatet – så det er
så med den vinkel, jeg anmelder novellerne i samlingen.

Kurt Vonnegut har givet 8 råd til novelleskrivning som jeg har oversat
herunder. Til sidst har jeg tilføjet mit eget, 9. råd.

1. Spild aldrig læserens tid.

2. Find på mindst én karaktér, som læseren kan føle en forbindelse til.

3. Alle karakterer I fortællingen bør ønske sig noget – om det så bare er et
glas vand.

4. Hver sætning bør afsløre noget nyt om enten handling eller
karakter.

5. Start så tæt på slutningen som muligt.

6. Vær sadistisk. Lad skrækkelige ting ske med de kære hovedpersoner, så
læseren kan se hvad stof de virkelig er gjort af.

7. Skriv til en bestemt person og ikke til hele verden.

8. Giv læseren så meget information som muligt, så hurtigt som muligt, Skidt
med spændingsopbygning; læseren bør have den fulde forståelse af hvad, hvor og
hvorfor, så de selv vil kunne forestille sig slutningen, hvis kakerlakker
skulle have spist de sidste par sider.
(Her vil jeg for egen regning tilføje, at fortællinger, der er rigtig
spændende er opbygget føles ligesom en Bach-fuga jeg ikke har hørt før: Hver ny
frase i musikken føles fuldstændig rigtig og naturlig i forhold til de forrige
toner; men jeg kunne ikke have forudsagt den.)

9. Sproget skal være en fornøjelse at læse.

Bemærk: Der vil komme spoilere!

Jeg skriver anmeldelserne i den rækkefølge de står i bogen. For selv at
følge Vonneguts råd vil jeg straks skrive at jeg bedst kunne lide disse
noveller: Nicole Boyle Rødtnes: Koden under huden, Richard
Ipsen: Jeg husker alt, Kenneth Krabat: Genopfindelsen af
sorg,
Jesper Rugård Jensen: Fredag formiddag.
Disse fire er mine nominerede til årets Klim-pris.
Jeg kunne også godt lide: Gudrun Østergaards: Sidst på
eftermiddagen, først på aftenen,
og
Lonni Krauses: Slagelse
versus Kuiperbæltet,
men jeg synes ikke novellerne er science fiction.

Flemming R. P. Rasch: Hotellet ved verdens ende
I denne novelle er råd nr. 5 ikke fulgt. Der er ti siders overflødig
personkarakteristik før handlingen går i gang. Der er ingen grund til at komme
med en beskrivelse af hver eneste biperson, med mindre deres måde at være på
har nogen indflydelse på handlingen. Fortællersynsvinklen springer på
forvirrende måde fra person til person, så det blev uklart hvem der var vores
helt (råd nr. 2.) Det var i lang tid uklart om rejseselskabet kendte hinanden
på forhånd, uden at det bidrog til spændingsopbygningen (pkt. 8). Dialogen er
ikke særlig naturlig og jeg savner mere forskel på de forskellige personers
sprog. Slutningen kom netop som historien begyndte at blive interessant og
indeholdt elementer som ikke var antydet på forhånd. (råd nr. 5 igen).

Sofie Boysen: Savner du din far?
Drengens far er i krig og moderen synes det vigtigste er, at drengen får
udfyldt sit spørgeskema.
Læseren gætter hurtigt hvad der er på spil, så det er ærgerligt at det ikke
bare bliver afsløret fra starten (jvfr. punkt 8). Drengen ønsker sig helt klart
noget. Pigen i fortællingen ønsker sig noget, moderen ønsker sig noget og deres
ønsker stritter i forskellig retning, hvilket er rigeligt til at drive en
fortælling uden at spille med lukkede kort.

Hanne Rump: At bede en stille bøn
Religion viser sig at være helt afskaffet, da hovedpersonen vender hjem.
Undervejs i fortællingen kommer rig kvinde/ fattig mand også til at betyde
noget. Punkt 6 er overholdt, hovedpersonen vokser med de ulykker der vælter ned
over ham.

Mogens Graae Hansen: Hvad man ønsker
En mand får en kasse der kan bringe hans afdøde kone til live igen. Krimianslaget,
hvor konen er blevet dræbt, så hun kan bruges til organdonor, bliver ikke brugt
til noget. (Det er ikke Vonnegut, men Tjekov, der har skrevet, at har man et
gevær over kaminen i første akt, skal det fyres af i tredje.) Sorgen, der
motiverer hovedpersonen (punkt 3) er meget interessant – jeg synes, at det er
det bedste ved historien; dér hvor jeg som læser får noget for min investerede
tid (punkt 1). Kassen, der kan bringe vævsprøver til live, er lavet af
uforklarlig, hitte-på-ium, uden at der gives en teknologisk forklaring, men det
er stadig science fiction, fordi historien forholder sig til konsekvensen af at
have sådan en kasse.

Beatrix Miranda Ginn Nielsen: Orm
Følelser er i vejen på fremtidens månesamfund. Uanset om folk bliver skilt
eller dør er det vigtigste at være helt upåvirket. Bipersonen Kassandra er fint
anbragt allerede i fortællingens anslag. Plot-twistet er naturligt, rigtig god
dramatisk afvikling af fortællingen.

Maria Kjær-Madsen: Aldrig mere svag
På fremtidens bordeller, i et fattigt Europa, efter internettets
sammenbrud, må unge piger vælge om de vil sælge deres krop til sex eller til en
form for live-computerspil. Hvorfor må man ikke få at vide hvad hovedpersonen
vælger til sidst? Det vil ikke gøre novellen ringere (råd nr. 8).

Lise Andreasen & Glen Stihmøe: Samtaler på bryllupsdagen
København er gået under i den store klima-oversvømmelse og hovedpersonen
har svært ved at passe arve-brudekjolen. Vonneguts punkt 4 og punkt 8 er
overtrådt og dramatisk er der ikke andet på spil, end at læseren ikke må gætte
hovedpersonens løsning på sit klimatilpasningsproblem, før den sidste sætning.

Nicole Boyle Rødtnes: Koden under huden
Fortælling om 3 forskellige skæbner der forholder sig til genetiske tests.
En god anvendelse at Vonneguts punkt 8 – og endda med lidt plottvists som ikke
kan regnes ud på forhånd.

Mikkel Harris Carlsen: Dette er mit legeme
Sproget i novellen er guf for
Lovecraftsfans. Jeg ville hellere have haft en mere eksplicit forklaring på,
hvorfor den lille by vælger at gøre som de gør, end den sidste spejlscene, som
jeg (igen jvfr. punkt 8,) for længst havde gættet.

Richard Ipsen: Jeg husker alt
I denne fortælling er Europa igen
gået under i regn og klimanedbrud, så nu sidder kineserne på magten. Det
regnede på passende vis, mens jeg læste historien og Ipsens sprog gør, at man
kan se det hele for sig. Sørgmodigt anslag, indædt opbygning, dramatisk klimaks
og vemodig udtoning med en fin drejning og afrunding, smuk og klassisk
opbygning af fortællingen. Man kan godt mærke at Ipsen er en erfaren forfatter.

Kenneth Krabat: Genopfindelsen af sorg
Samlingens helt klart mærkeligste
fortælling. Nogle virkelig sære aliens kan næsten alting med tankens kraft;
undtagen at forandre sig selv. Historien var meget svær at læse, fordi tredjepersons-synsvinklen
er lagt tæt på et rumvæsen med en bogstavelig talt, umenneskelig tankegang.
Novellen er den klart bedste i hele bogen. Ud over at alle Vonneguts punkter er
overholdt, er der også det særprægede sprog og et passioneret drive i alle karakterer
– hvor fremmedartede de end samtidig er. Historien minder lidt om den midterste
del af ”Selv guderne” af Isaac Asimov, hvor jeg også var nødt til at læse to
gange, for at finde ud af hvad der foregik. Jeg forstod ikke slutningen. Bliver
Folkeren til en done? Eller bliver han usynlig? Eller ophører han med at
eksistere? Hvis synsvinkel er det vi følger til sidst?

Gry Pil Lund Ranfelt: Den lykkelige slutning
Den største del af novellen er en god beskrivelse af, hvordan det er for en
slags frihedskæmper at være taget til fange. Den ret korte slutning fortæller
hvordan vores helt er blevet udnyttet.

Oliver Ruby: Hvis dette var science-fiction …
Digt. Jeg kan ikke lige anmelde
det efter samme skema som de andre bidrag, men det er rart med forskellige slags
tekst i så lang en antologi.

Jesper Rugård Jensen: Fredag formiddag
Undergangen er lokal i denne
fortælling og forlagt til Dragør. Det giver noget rigtig god kolorit og bid til
fortællingen. Læseren får straks fortællingens novum at vide og novellen
behandler så de personlige konsekvenser det har for de forskellige og meget
tydelige og virkelige karakterer i novellen. Dramaet får en tand mere med en
afsløring mod slutningen, der ligger godt og naturligt i forlængelse af det
læseren allerede har fået at vide, men uden at man kan regne det ud.

Maik Jensen: Museumsinspektøren
E
n museumsinspektør fra
fremtiden får mulighed for at komme tilbage til vores umoralske tidsalder. Fint
turneret novelle.

Lars Ahn Pedersen: Zoo
En bortførelseshistorie,
realistisk fortalt. Mere dystert end hvad jeg ellers har læst af Lars Ahn
Pedersen.

Klaus Æ. Mogensen: Julemandens store nat
Dejlig, kort fortælling med en
forklaring på, hvordan julemanden kan nå verden rundt, og med en drejning, der
er uforudset men naturlig.

Bjarke Sølverbæk: Maskinen der skrev
Fortælling om computerintelligens,
der overtager verdensherredømmet ved hjælp af litterære kneb, fortalt ved hjælp
af ”den upålidelige fortæller” – et fortællegreb, der forekommer ret naturligt
i forhold til fortællingens fortællertema. Personerne i historien har et meget
forskelligt og ikke særligt udviklet sprog, hvilket jeg først troede var en
skrivefejl, men senere indså måtte være tilsigtet. Jeg blev hægtet af med den
bratte slutning – jeg forstod ikke hvad det skulle betyde. Hvorfor skifte
synsvinkel?


A. Silvestri: Højdepunkt
En ung ordblind mand skriver
en stil om overgangen fra ung til voksen i det post-øko-katastrofe samfund han
bebor. Sjovt eksperiment at skrive på den måde. Jeg fik medfølelse for
hovedpersonen (pkt 2).

Manfred Christiansen: Peblingesøen
København er gået under (det sker
mindst fire gange i antologien her). Denne gang i affald. Bl.a er Peblingesøen
forsvundet under skidt og møg. Dramatikken er af den fabulerende, Odyseeiske
slags og det kan jeg godt lide, uanset hvad Vonnegut skriver (måske fordi det
ikke virker så gustent, som når forfatteren gør alt for store krumspring for at
skjule sandheden om det hele). Adskillige Vonnegut-punkter er overtrådt, (det
går bl.a. ikke hovedpersonen dårligt) men her virker det alligevel, fordi det
er sjovt at tage et kendte og elskede steder i København og morfe det gennem
fantasi og ekstrapolering. Hos Ipsen er det kineserne der har en fremtid i
Danmark, hos Christiansen er det afrikanerne.

Michael Kamp: Fremmed stjerne
De fremmede kommer – og hvad vil
der så ske? Alt går i stå, mens menneskeheden venter på den første kontakt.
Historiens pointe turneres fermt.

Simon Christiansen: Roboethius de Dacia
Tankevækkende novelle om robot,
der skal kunne simulere en dansk filosof, der vil kunne understøtte Statens idé
om at der findes to slags sandheder. Midt i den dramatiske handling er der
lange samtaler om sandhedens natur – jeg synes, det var rigtig morsomt og håber
Simon Christiansen vil skrive nogle flere og længere tekster.

Lonni Krause: Slagelse versus Kuiperbæltet
En dag får dem der er i Slagelse
ekstra lemmer; også vores netop fraskilte hovedperson, der får sig en ny, fræk
mund med en lang tunge på maven. Det er sjovt, det er anderledes, men det er
ikke science fiction. Mht. hvad folk ønsker sig, (punkt 3) synes jeg at Lonni
Krauses novelle tager prisen, fordi personerne i hendes fortælling ønsker sig
de langt udeste ting – men på den fede måde. Eksmanden ønsker sig en partner, der
først og fremmest har økologiske skidevaner. Hovedpersonen ønsker sig en ekstra
mund mere, end hun ønsker sig at få eksmanden tilbage.

Patrick Leis: Utilsigtede bivirkninger
Hvad hvis menneskene kun var
forsøgsdyr hos en art, der er ligeså ligegyldige overfor andre dyrs velfærd som
menneskene?

Gudrun Østergaard: Sidst på eftermiddagen, først på aftenen
Meget rørende og fin fortælling om
en kvinde, der er anklaget for mord og som i tilbageblik husker hvordan hun
blev udsat for hustruvold. Trods indledningen er det ikke science fiction.

Nikolaj Johansen: Atomvinter
Postapokalyptisk fortælling.
Sproget i denne novelle er ikke min smag.

Henning Andersen: Aldrig skal forlade dig
Endnu en upålidelig fortæller i
antologien husker hvordan en forhistorisk missing-link-menneskedreng blev
hentet op gennem tiden og brugt til forskning. Interessant litterært
eksperiment, som dog taber noget energi, fordi det igen bliver for uklart hvad
der egentligt sker, især mod slutningen. (Igen punkt 8).
Det er rigeligt at gøre rede for hovedpersonens interessante karaktér og endnu
mere interessante forhold til sine kolleger og følelser overfor
abemenneskedrengen. Jeg kunne godt lide historiens længde og måden det giver
plads til at folde miljø- og personskildring ordentligt ud. Der er en kvindelig
hovedperson i fortællingen, men novellen kan ikke bestå Bechdel-testen, fordi
hun er den eneste kvinde i novellen og derfor ikke har nogen samtale med en
anden, navngiven kvinde i fortællingen, om et andet emne end en mand.

Har du kommentarer til denne post
er du meget velkommen til at skrive den her. Kopier din besked inden du sender,
for systemet kan være upålideligt.

2 Marts 2013: Denne anmeldelse er blevet anmeldt her.

18. Marts 2013: Alternativ anmeldelse her af Flemming Rasch, der vurderer efter hvor science fiction’et teksterne er.