Det jeg allerhelst vil skrive om her på bloggen for tiden, er hvad jeg oplever som doms”mand”. Men da jeg har svoret ikke at omtale det, før de evt. retssager er overståede, må jeg foreløbig nøjes med at skrive, at jeg gør mig rigtig mange tanker om retfærdighed og at jeg har besluttet at dette var den sidste og eneste omgang jeg vil tage som domsmand. Jeg vil hellere finde en måde at forebygge kriminalitet på, end dømme folk, når skaden er sket. Nogen ideer?

For et par mdr. siden startede jeg i en skrivegruppe på Godsbanen i Århus. Det kan jeg anbefale til alle, der som jeg, skriver lidt på forskellige tekster – det er utroligt inspirerende. Desværre kan min skrivegruppe ikke lide det bidrag, jeg vil sende til årets Lige Under Overfladen-antologi, så det blir jo ret spændende at se, hvad de synes i Science fiction cirklen til min tekst. Hvis ikke den kommer med dér, må jeg se om jeg kan finde et andet sted at få den trykt. Eller jeg kan udgive den gennem denne blog, selv. Selvudgivelse er jo meget moderne …
Det er ikke den første skrivegruppe jeg deltager i, men det er den første, som ikke har en fælles interesse i fantastik, så det er ofte at mine litterære referencer går i en helt anden retning end de andre i gruppen, som er meget mere interesserede i lyrisk-eksperimentel kortprosa end jeg er.

Jeg kan nu så godt lide gammeldags dramatisk udvikling med aliens og rumskibe.