I de belærte litterære skriveklubkredse hvor jeg (stadig?) færdes, er alle former for tekster ok. Især selvfølgelig ultrakortprosa om identitetskriser. Tekster, skrevet i et højstemt, kringlet, til dels hjemmelavet sprog med bevidste grammatiske brud, er er mest moderne. Det er bedst hvis det handler om psykiske kriser over indbildt modgang.

Ægte modgang er ikke relevant for fin litteratur. Kræftbylder er rigtig gode som metaforer, men selvfølgelig ikke rigtig kræft, det er alt for banalt. Digte er bedst, når ingen kan gætte hvad det handler om. Men alle tekster er selvfølgelig velkomne i skriveklubber.
Lange tekster er dog ikke så godt. Det ville jo kræve at de litterære skulle forberede sig hjemmefra.
Og science fiction – det er slet ikke litteratur. Den slags smuds er ikke den mindste anstrengelse værd, må jeg igen og igen opdage til min forbavselse, når den pinlige tavshed breder sig efter oplæsning af mit utidigt fantasifulde bidrag.
Hvordan kan det være? Vi kommer aldrig dertil at jeg kan få et svar, for dem der siger det, har ikke andre referencer end Star Wars (!).

Det forbavser mig virkelig meget at holdningen er sådan. Jeg færdes også i diverse fan-kredse og der var jeg allerede, inden jeg mødte denne holdning personligt, blevet advaret om det. Men jeg troede det var et gammeldags fænomen, som at forbinde tegneserielæsning med vold, eller f.eks mene at det ene eller andet køn ikke kan skrive.

Det er ret spøjst, at en som er så belæst som mig, kan have en svaghed for så ildeset en genre; hvad mon der er gået galt? Jeg har læst alt muligt fra romanblade til Ulysses, og stadig blir jeg mest begejstret når jeg falder over noget nyt, velskrevet science fiction på dansk.
(Det eneste der kunne overgå dette, ville være at Finde Et Tintinalbum Jeg Ikke Har Læst Før.)

Hvorfor må der ikke være rumskibe i rigtig litteratur? Gi mig en grund!