I de belærte litterære skriveklubkredse hvor jeg (stadig?) færdes, er alle former for tekster ok. Især selvfølgelig ultrakortprosa om identitetskriser. Tekster, skrevet i et højstemt, kringlet, til dels hjemmelavet sprog med bevidste grammatiske brud, er er mest moderne. Det er bedst hvis det handler om psykiske kriser over indbildt modgang.
Ægte modgang er ikke relevant for fin litteratur. Kræftbylder er rigtig gode som metaforer, men selvfølgelig ikke rigtig kræft, det er alt for banalt. Digte er bedst, når ingen kan gætte hvad det handler om. Men alle tekster er selvfølgelig velkomne i skriveklubber.
Lange tekster er dog ikke så godt. Det ville jo kræve at de litterære skulle forberede sig hjemmefra.
Og science fiction – det er slet ikke litteratur. Den slags smuds er ikke den mindste anstrengelse værd, må jeg igen og igen opdage til min forbavselse, når den pinlige tavshed breder sig efter oplæsning af mit utidigt fantasifulde bidrag.
Hvordan kan det være? Vi kommer aldrig dertil at jeg kan få et svar, for dem der siger det, har ikke andre referencer end Star Wars (!).
Det forbavser mig virkelig meget at holdningen er sådan. Jeg færdes også i diverse fan-kredse og der var jeg allerede, inden jeg mødte denne holdning personligt, blevet advaret om det. Men jeg troede det var et gammeldags fænomen, som at forbinde tegneserielæsning med vold, eller f.eks mene at det ene eller andet køn ikke kan skrive.
Det er ret spøjst, at en som er så belæst som mig, kan have en svaghed for så ildeset en genre; hvad mon der er gået galt? Jeg har læst alt muligt fra romanblade til Ulysses, og stadig blir jeg mest begejstret når jeg falder over noget nyt, velskrevet science fiction på dansk.
(Det eneste der kunne overgå dette, ville være at Finde Et Tintinalbum Jeg Ikke Har Læst Før.)
Hvorfor må der ikke være rumskibe i rigtig litteratur? Gi mig en grund!
Overfladiskhed kender ingen grænser. Således går heller ikke science fiction forbi, når eksploitering og kassetænkning sætter ind. Og netop kassetænkning (bundlinie, bundlinie, bundlinie) er helt fremme, når det gælder The Silver Screen, idet man tænker som så: – der skel noget til for at lokke folk i biffen: special-effects. Special-effects er en omkostning – og skuespillerne skal også have løn. Det skal hele bundtet af manuskriptere og produktionshold også. Så vi satser på de store effekter, i håb om at lokke husarerne ind, og så nedtoner vi dramaturgien og dialogen. Og “vupti” har man StarWars og Avatar. Hvilket så ikke er helt retfærdigt, for man har også Matrix og Inception og Surrogate. Samtidig findes der en hel del ret fænomenale “low-budget” produktioner: Primer, Moon, Lola Rennt, Pi, som eksempler.Det ændrer ikke ved oplevelsen af almindelig underkendelse af genren, men jeg vil så til gengæld sige at selvsamme ofte viser sig at være et udslag af markant uvidenhed. Når jeg har stået overfor “novicer”, har jeg ofte spurgt – efter at deres øjenbryn har sænket sig over min ligefremme tilståelse af at være SF-nørdet/geeket – hvad den pågældende så ellers selv forbinder SF med. Og der er svaret netop – gerne/ofte – StarWars. Til hvilket jeg spørger om personen er bekendt med begrebet “Big Brother”; eller om hun eller han har hørt termen “fagre nye verden”. Det har “novicen” som regel, og det gør mig i stand til at trumfe med, at det stammer fra nogle klassisk/ikoniske/kanoniske science-fiction-romaner. De mere avancerede har nogle gange hørt om “Tjenerindens Fortælling”, “Kvinde ved Tidens Rand” eller Doris Lessing. Fælles for “novicerne” er dog (ofte) at de ikke har forbundet disse ting med science fiction – og det er hér man kan “sætte ind”.Men, indrømmet – det er en én-til-én-basis vi snakker om hér, og den almindelige rundforvirring der oversætter SF til “Jens Lyn” er ikke sådan at komme udenom – hvilket bl.a. skyldes begrebet “trivi”, der blev kolporteret i ’70’erne og hvor tegneserier og SF blev sat i bås med Jumbo-bøger, Doktor Frank og Weekend-Sex. Det ved mennesker – jævntud – ikke en dyt om, men det har “farvet” danskundervisningen i folkeskolen, og anmelderiet i dags- og weekend-pressen. Derfor. – Men det skal jo ikke afholde fra at fortsætte “missioneringen” og jeg kan varmt anbefale de to nævnte forespørgsler til såvel interesserede som aggressive modstandere.
Det er i virkeligheden meget enkelt: Alle genrer hviler på sin vis på indforståethed, selv mainstream-mainstream. Når enhver forfatter (eller anden kreativ person), så finder sammen med en gruppe der rent faktisk værdsætter det, så skaber de deres egen lille mini-mainstream at bedømme alting ud fra. Eller sagt på en anden måde: Scifi opfatter fantasy som pubertær, horror-forfatterne ignorerer scifi og sender stikpiller til mainstreams vampyrer, og mainstream-publikum ignorerer det til fordel for krimi. Lyrikerne sidder så og klumper scifi etc. sammen med krimi som “triviallitteratur.” Men det er jo sådan set bare en klassisk tab-tab-situation! Magtbalancen bliver opretholdt af at alle kan sidde i hver deres bås, med lavt til loftet, og føle at DE laver noget udfordrende og anderledes, og mainstream-publikum slipper for at tage stilling til det. Skulle du ændre på det, skulle du skrive gys til scifi-konkurrencerne, dyrke romancen i gys, i stedet for at kritisere det, lave digte om det teknisk nørdede, og i det hele taget bevæge dig uden for de gængse definitioner på en måde som uden tvivl ville diskvalificere dig inden for alle kategorier, undtagen i din egen novelle-samling som vil blive glemt indtil nogen en dag skal skrive din nekrolog, og begynder at overveje om du ikke havde fat i noget…?