Hvad er det, ved tv-serien Breaking Bad, der får den til at
ramme mig så rent? Den moralske understrøm i den umoralske setting? Det
vanvittigt gode billedarbejde? Den klare præmis? Det dygtige skuespil? Det
hele?

Breaking Bad er en fortælling om Walter White, en kuet kemilærer, der får
kræft, og som derfor vælger skifte branche fra undervisning til
krystal-amfetamin-fremstilling, for at kunne betale for sin kræftkur. Det er
også blevet fortællingen om hans sidekick, den unge pusher Jesse Pinkman, som
må gå så grueligt meget igennem.

Tv-serien handler om de konsekvenser ethvert valg har.
Meth-amfetaminfremstilling er svært indbringende, men allerede i piloten har Mr
White rodet sig ud i det første, klamme mord.
Mr White og Jesse får en forretning op og stå med Olsenbanden-agtige midler og
StormP-opstillinger. De roder sig ud i stadig værre situationer med progressivt
ondere mafioso. Tit er den samme scene fyldt med grov falde-på-halen komik og
sørgmodig patos.

Seriens skaber og hovedforfatter, Vince Gilligan*, har i et interview fortalt
hvordan planen var, at Jesse Pinkman skulle komme af dage i den første sæson,
men det viste sig at samspillet mellem Jesse og Mr White — som de stadig
kalder hinanden i sæson 3 af gammel vane, fordi Mr White var Jesses lærer i
gymnaiset, indtil Jesse droppede ud og blev pusher — bare er for interessant.
De to karakterer bliver spillet af henholdsvis Bryan
Cranston og Aaron Paul. Cranston har for længst etableret sit ry som fantastisk
skuespiller og i serien her spiller han imod sin egen type — i interviews ser
han ti år yngre ud end den kropsligt hæmmede, humorforladte stivstikker, Mr
White.

Aaron Paul har haft et par mindre roller
i andre tv-serier før han brændte like totally igennem med sin rolle som den
følsomme Jesse Pinkman, med de fantastiske replikker og monologer i Breaking
Bad. Jesses karaktér gennemlever et passionsspil.
Al det
tæv og modgang Jesse må lide!
Jeg er kommet til at holde rigtig meget af ham,
fordi han i så lang tid på trods, lykkes med at opretholde sine egne mindste-standarder
for ordentlig opførsel — f.eks. er han god ved børn og vil gå meget langt for
at beskytte dem mod misbrugsverdenens skødesløse grusomhed og forsømmelse.

Med Walter White er jeg nysgerrig: Hvad
finder han NU på, inden hans formodede, og nu velfortjente, snarlige død? Breaking
Bad er et udtryk fra det sydlige USA der betyder noget i retning af at vende
sig mod mørkets side / blive uopdragen/ utæmmet. Mr White er den, der er ”breaking
bad” i tv-serien: I sin tur ned i ”sygdommen til døden” (jvfr Kierkegaard),
mister han lidt efter lidt sin menneskelighed, samtidig med at dem, der er
omkring ham betaler dyrt med liv og lemmer, uden at han rigtig vil erkende sin (i Kierkegaardske forstand,) fortvivlelse.

Med Jesse Pinkman er jeg dybt engageret
og bekymret; kan det på nogen måde lykkes for Jesse at slippe levende ud af
amfetaminhelvedet? Eller kan det i det mindste bare lykkes for ham at bevare
sit gode hjerte?

Serien er fyldt med symbolik og referencer til bl.a. Biblen.
Ofte virker seriens karakterer som personificerede dødssynder. Mr White er Stolthed
og Jesse er Dovenskab. Tuco er Raseri, og alle dem der udnytter stofmisbrugere,
fra den udsatte pusher på gadehjørnet, til mesterkokken Mr White, er Grådighed.

Den største synd Walter White begår, er selvfølgelig den modsatte af den største
dyd: Kærligheden. Walt er konstant ubærligt ukærlig. Når han hårdt presset
siger en venlighed til sin kone eller til Jesse, ser man, hvor dejligt Walts liv
kunne have været, modgang til trods, hvis han havde været i stand til at gøre
kærlighedens gerninger: være omsorgsfuld, tage imod gaver med ydmyg
taknemmelighed, være sandhedskærlig.

At se Breaking Bad er som at finde en af de her virkelig
gode romaner, der ikke er til at slippe — anbefales!

*(Vince Gilligan skrev alle de afsnit af Strengt Fortroligt,
som vi genkendte som Et Af De Helt Særlige Afsnit, før vi anskaffede os dvd’er
med kreditering og ekstramateriale.)