Jeg er stadig ør efter min Breaking
Bad-tv-serie marathon. Breaking Bad er et fremragende eksempel på
karaktérdrevet plot. ALT hvad der sker i den TV-serie sker, fordi
karaktérerne undervejs tager (forkerte) valg, logisk baseret på
deres (uheldige) personlighedstræk. Derfor er jeg lige nu så
optaget af karakterbeskrivelse i alle genrer og formater.

Jonas
Wilmann har skrevet et inciterende fortvivlet indlæg her
om kvaliteten af genrelitteraturanmeldelser.
Det (og Breakin Bad)
har forsinket min anmeldelse (gennemgang? analyse? omtale?) af
Forvandlinger, En fantasyantologi” et stykke tid.
Jeg har
været nødt til at overveje, hvilken mening det giver at anmelde
antologier på denne blog, som er skrevet for min egen
skyld.

Anmeldelsen er et øjebliksbillede af mine litterære
interesser. Hvis jeg var faldet over teksterne på et andet
tidspunkt, havde anmeldelsen lagt vægt på andre ting.
Den
sidste anmeldelse jeg skrev
gav anledning til noget debat om
det var de rigtige kriterier
at anmelde efter, og om
jeg overholdt mine egne kriterier
.
Jeg prøver at skelne
mellem ting jeg synes/præferencer og mere objektive vurderinger
og
jeg vil prøve at gøre det klart hvilke kvaliteter, jeg leder efter
i en tekst denne gang.
Denne gang er det:
Karaktérbeskrivelse jeg vil kigge efter.
Men – allerede
før jeg har fået skrevet denne anmeldelse, er jeg ret sikker på,
at der vil komme diverse uanmeldte digressioner ind over

Forvandlinger En antologi består af 13 noveller og
et forord af redaktøren Flemming R. P. Rasch. Forordet præsenterer
antologiens forfattere og de undergenrer af fantasy der kommer i spil
i samlingen. Bogen er trykt på trist skummetmælkshvidt papir og sat
almindeligt nydeligt.

Lars Ahn Pedersen: Fortsættelse til
et eventyr
.
En fortsættelse af H.C. Andersens Den tapre
Tinsoldat. Hvad sker der med tinsoldatens og prinsessens barn,
prinsen? Og hvad skete der i virkeligheden dengang ved træet? Var
det ok, at hugge hovedet af heksen, bare fordi hun var heks? Det
sort/hvide eventyrbillede af gode og onde personer opløser sig mere
og mere gennem fortællingen. Historiens struktur er ret kompleks med
flere fortællere, der flash back’er i flere niveauer.
Prinsens
karaktér gennemgår en vis erkendelsesproces. Heksens barnebarn er
en dejlig tvetydig femme fatale.

Det, der efter min mening
skaber en god karaktér er den rigtige blanding af det specielle og
det almene. H.C. Andersens heks i Fyrtøjet er ret ukarakteristisk
for H.C. Andersen, ved at være så generisk en heks. Hans Isdronning
f.eks har i meget højere grad det specielle, der gør en god
karaktér. At hun er associeret med is, med perfektion, at hun
bortfører børn.

Jesper Rugård: Nattens åbne døre.

Moderen og hendes datter bor i samfundets udkant, der hvor naturen
umærkeligt glider over i de andres, de underjordiskes, de magiskes
land. “Goen” er et mareridtsvæsen der plager moren og
datteren er plaget af sin pubertet og sin udlængsel.

Moderen
i fortællingen er også heks, men her får vi indresyn og forståelse
med hende. Og ikke mindst: Så snart man får at motivationen for en
persons valg at vide, bliver konsekvensen af dette valg meget mere
interessant.

A. Silvestri: Et studie i lyst.
En
skøge fortæller om sit liv i et fantasiland, hvor der findes mange
forskellige racer. (Arter?) Hun fortæller til et væsen, hvis
karaktér jeg selvfølgelig ikke skal afsløre, fordi det er en sjov
pointe.

Henrik Larsen: En nat i katakomberne. En
fortælling om nogen drenge, der udfordrer hinanden. Ingen piger og
ingen kvinder, end ikke som biroller eller monsterføde. Jeg er ikke
målgruppen for fortællingen og havde svært ved at finde motivation
til at læse den.

Bjarke Schjødt Larsen: Rakshasa.
Den
her novelle var lige ved at få mig til at opgive at anmelde
samlingen. Sproget er klodset og indviklet, dialogen utroværdig,
metaforerne er klicheer. Første side består halvt af info-dump. Det
er da lige meget HVAD kejseren har gjort, han er mcGuffin, det er
nok. Men det værste er portrættet af haremspigen, hvor en lejlighed
til at skrive en masse om de to brødres forskellige opfattelse af
tingene glipper. Brødrene bliver ikke tegnet tydeligt nok, og den
flakkende synsvinkel hjælper ikke på det. Der kastes for mange
personer ind i handlingen fra starten; personer som kun er der, fordi
de senere skal aflives. Forfatteren træder frem i stedet for tilbage
i de mest dramatiske passager. Hvis noget vitterligt er frygteligt i
sig selv, er det overflødigt at skrive, at det var frygteligt som
noget andet.

Richard Ipsen: Bjergløven.
Bjergløven
er et fint portræt af en speciel person. Med enkelte ord som “dadel”
“nellike” bliver der sat scene.

Klaus Æ. Mogensen:
Kløer.
Historien foregår på et svævende skib! Fedest!
Der er en god grund til, at der kun er én kvinde i historien, så
den køber jeg. (Undtagelsesvist).

Rasmus Wichmann:
Isfyrsten.
Masser af krigere, kvinder er kun med i
andenhåndsomtale som skøger.

Sarah Fürst: Lille kat.
En
perle af en fortælling, ganske kort, knivskarp, sanselig, speciel.
Jeg spår at den vil ende i diverse skolebøger, fordi den er så
velskrevet og dybsindig under den tilsyneladende enkelhed.

Gudrun
Østergaard: Refugiet.
Det magiske univers ligger i
containerhavnen, og fortællingen forholder sig til sin samtid på
en indfølende og velskrevet måde.

Thomas Strømsholt: Peregrination
gjennem Kjøbenhavn
.
Stofligt og sanseligt sprog – en
kvinde leder efter sit forbillede/læremester/elskede? I København,
hvor den magiske del af byen er lige under overfladen.

Flemming R. P. Rasch: Fantastikken.

Dramatisk set giver det ingen mening med at pakke denne
ekspeditionshistorie ind i (endnu) en generisk
værtshusbekendelses-rammefortælling. Tværtimod er læseren så nødt
til at forholde sig til endnu en biperson, der ikke er vigtig for
handlingen. Selve jagten på ”Fantastikken” er en god idé. Men –
jeg køber bare ikke den flade og distancerede måde de overlevende
forholder sig til deres rejsefælles død. Og jeg kunne rigtig godt
tænke mig meget mere omhu i personbeskrivelserne – karaktererne
mangler karaktér, og jeg har svært ved at skelne dem fra hinanden,
hvilket gør mig ret ligeglad med, hvem der bliver den sidste pige
(eller dreng) i fortællingen.

Lars Konzack: Ellevild.

Denne fortælling har det klart bedste og mest helstøbte portræt
i hele bogen. Historien foregår i det realistiske univers. En ung
mand, der er hardcore elverfan, tager på en rejse til en amerikansk
convention. Det sjove ved fortællingen er beskrivelsen af dogmet
”alt er rigtigt, hvis du føler det skal være sådan” og de
absurditeter det dogme nødvendigvis vil føre til. Beskrivelsen af
hovedpersonen er et par gange lige ved at kamme over i det
ondskabsfulde; alligevel, jeg synes det holder, både som satire og
som fortælling.

Det, der foruroligede mig mest ved
gennemlæsningen, var, hvor gammeldags og kedeligt flere af de ellers
dygtige og flitttige forfattere kommer omkring skildringen af kvinder
og mænd i deres fortællinger. Kvinder i fantasy er
åbenbart:
Fraværende, 2 noveller
Skøger, ludere,
haremspiger: 3
Dronninger eller prinsesser: 2 noveller
Hekse: 2
noveller (3?)
Alt muligt andet: 6 noveller
Hovedpersoner: 4

Fantastiske mænd er:
Krigere:
7
Magikere: 5
Fraværende: 1
Alt muligt andet:
7
Hovedpersoner: 9

Af de 13 noveller kan jeg klart
bedst lide dem, hvor der er nye ideer i forhold til det fantastiske:
Lille kat, Refugiet, Ellevild, Peregrination gennem Kjøbenhavn og
Nattens åbne døre. Det er de noveller hvor beskrivelsen af
karakterne er mest helstøbte og troværdige og de fortællinger, som
forstår magien i den virkelige verden.