Snart kommer Science fiction cirklens 8. antologi på gaden med titlen “Farvel min astronaut” — eller på bogforum i Kbh i nov. 13 — og der er min novelle Mørkets Hastighed med.

Novellen har fået meget forskellige reaktioner fra de få der har læst den indtil nu. Enten synes folk den er kedelig og mærkeligt skrevet eller også synes de den er gribende og medrivende.
Det er næsten to år siden jeg startede med at skrive på den. Det er en fortælling i Europa Park-universet. Der er hermed offentliggjort tre historier fra dette univers. Jeg har en liste ideer og en fem-seks halvfærdige historier, plus en kuldsejlet roman i samme univers.
Se en liste over novellerne i antologien sidst i dette indlæg.

Jeg har fået skrevet meget mere det sidste års tid, hvilket dels skyldes at jeg er gået ned i tid på mit lønarbejde og dels skyldes at jeg deltager i en skrivegruppe på Litteraturcenteret på Godsbanen i Århus. Dét kan anbefales. Hver uge er der en form for deadline fordi vi mødes, og det er motiverende for mig. Og det er meget udviklende at høre andres) kritik af en ufærdig tekst. Og provokerende! Jeg skulle lige vænne mig til det!
Snart udkommer der en bog med tekster fra alle skrivegrupperne, og jeg bidrager med blogindlæg herfra: Tag en taxa, køb en sweater.

Mit mål i år var at deltage i alle fantastiske novellekonkurrencer. Det er ikke lykkedes, men jeg har forsøgt. Nogen oplæg lå for langt fra de ting, der interesserer mig; sværd og trolddom ved jeg ikke rigtig hvad jeg skal stille op med, Lovecraft-universet er jeg ikke nok inde i, andre var for svære. Forlaget Kandors Dark erotica novelleindkaldelse måtte jeg opgive: en erotisk fortælling, der tænder mig, har ikke horrorelementer.
Men forsøget endte med at jeg skrev en anden fortælling, som nok er det værste og mest uhyggelige horror jeg nogensinde har skrevet. Min familie må ikke læse den! Mere om den novelle, hvis eller når det lykkes at få den udgivet. Så tak til Kandor herfra!

Romanen
som ikke har en endelig titel endnu, ligger stille mens jeg researcher. Jeg har skrevet de scener, der kom af sig selv og skal nu finde ud af at forbinde prikkerne. Det bliver satire/realisme.

I mellemtiden skriver jeg videre på en tre-fire noveller ad gangen. Jeg har en ambition om at komme fra cirka 300 ord om dagen op på cirka 1000 ord om dagen. For at gøre det, er jeg nødt til at lægge min indre kritiker og redaktør væk fra starten.
Jeg skriver på endnu en historie om Jætterne på Skågø, på en fortælling om nogle Fortabte astronauter, og på noget som måske bliver Politisk fantasy. Foreløbigt er det en turistguide; dvs. jeg infodumper landskaber, arkitektur, historie uden rigtig at have noget plot. (Er plot ikke også lidt overvurderet?)

Det mine historier kredser om for tiden er tilfældig eller uerkendt grusomhed. Enten grusomme situationer folk har sat sig selv i, eller den form for grusomhed der skyldes mangel på omtanke eller selvbedrag.

Jeg må skrive meget og SKRIVE DÅRLIGT!. Det er et rigtig godt skriveråd jeg hermed giver videre til alle, der er gået i stå med skrivningen.

Lige under overfladen 8
Farvel min astronaut
:

Majbrit Høyrup:
Mørkets Hastighed

Silvestri:
I sit ansigts sved

Steen Knudsen
Opvågnen

Louise Floor Frellsen:
Venter på fremtiden

Sofie Boysen:
Be My Baby

Tina Christensen:
Solens by

Christian Baron:
Vejen hjem

Jesper Goll:
Farvel min astronaut

Carl Abrahamsen:
Manual til robotliv

Ditte Egegaard
Hennild: Vold

Richard Ipsen:
Biofeedback 2.0

Vagn Grønkilde:
Gummianden

Mogens Graae Hansen:
Copenhagen by night

Bjarke Schjødt Larsen:
En god dag

Diana Juncher:
Den tidsrejsende

Martin Wangsgaard Jürgensen:
Panelet