Mens jeg så TV-serien
Breaking Bad
kunne jeg næsten ikke
tænke på andet
. De første sæsoner så jeg to afsnit om dagen af, indtil jeg
havde indhentet femte sæson og måtte vente en uendelig lang uge mellem hver af
de sidste, nervepirrende afsnit.
Jeg distraherede mig selv med at læse anmeldelser og analyser fra diverse
bloggere, men det var ikke nok; jeg måtte have mere, så jeg læste også et par
fanfic-historier fra Breaking Bad’s univers. Der findes mange tusind historier,
der er inspireret af det ekstremt usunde forhold de to mandlige hovedpersoner
har. Nogle fortolker det som et sadomasokistisk erotisk forhold, nogle som et
voldeligt, pseudo-far/søn forhold og nogle skriver tekster, der indeholder
begge elementer. Andre skriver alternative slutninger, hvor stakkels Jesse får
stukket af i tide og lever et dejligt liv med sin første eller anden kæreste.
Jeg synes denne tekst: 5
Meditations on a Codependent Train Wreck
fra
fanfiction-samlingen/organisationen Archive
of our own
er rigtig fin, fordi den leger med usikkerheden og tvetydigheden
i hovedpersonernes forhold til hinanden og samtidig er kanon-korrekt* i sin karaktérskildring.

Tilfældigt faldt jeg også over en tekst, der kombinerede Breaking Bad med Omegaverse … og det er
noget af det mest queer
jeg længe er stødt på. Omegaverse er
et univers, hvor der findes tre køn ud over han og hun: omega, beta og alfa,
hvilket giver seks køn i alt. I omegaverset er han – og hunstatus mindre vigtig
end alfa/beta/omega-status. Terminologien er lånt fra beskrivelse af ulves
sociale forhold, og er måske promt’et* via varulvefortællinger, som jeg ikke
har læst så meget af.
I omegaverse-historier er omegaen et væsen, som med mellemrum går i brunst, og
som så er nødt til at få rigelig (anal-) sex af en alfa-mand for at trives.
Som regel er omegaen en mand, som kan blive gravid. Og hvis historien drejer
sig om denne mandlige graviditet er den mærket mpreg. Der er stort set ingen kvinder i
dette univers, hvilket er sært, for langt de fleste fanfic’ere er kvinder.

Der findes tusindvis fortællinger, der spinder videre på de intense, men skæve
venskaber mellem tv-serie-mænd. Bl. Sherlock
Holmes/John Watson
i deres talrige tv- og film-inkarnationer.
Af kringlede og bedst ubeskrevne veje, fandt jeg frem til denne historie, hvor
John Watson har fået en belønning/straf-knap indopereret, så Sherlock Holmes
har total magt over ham. Historien har et plot og er både rørende og sjov – men
læs kun, hvis du har det ok med at læse udpenslede bøssesexscener.
I går i radioen (2. januar) var der et indslag i
Kulturnyt
om, hvor meget fanfiktion der er skrevet med udgangspunkt i den
engelske tv-film-serie Sherlock.

Derefter var det TV-serien Firefly
der optog mig i en grad så jeg var nødt til at se hele den korte serie to
gange, skrive et blogindlæg, læse
andres blogge, læse fanfics og så selv forsøge at skrive en fanfic i universet.
Historien kom ingen steder hen efter den indledende rundtur i rumskibet, så
historien er endt i den elektroniske skrivebordsskuffe.

I grunden kan den
litterære gætteleg
som jeg postede her tidligere også ses som fanfiktion.
Det ville så blive mærket RP-fanfic* fordi det er en fiktiv situation mellem to
virkelige personer.

Filmen Pitch Black
fra 2001 var så fin, at jeg også så de to knap så vellykkede efterfølgere The
Chronicles of Riddick fra 2004 og Riddick fra 2013.
Jeg kunne godt lide at Riddick har en superheltestyrke, der nogle gange er en
svaghed: hans øjne, der kan se i bælgmørke, men må beskyttes med svejsebriller
i dagslys.
I Pitch Black ligger synsvinklen hos den uheldige og moralsk tvivlsomme pilot,
Carolyn Fry, sådan så publikum deler hendes rædsel for menneskeædende uhyrer og
for straffefangen Riddick (der bliver spillet af den overnaturligt
muskelsvulmende Vin Diesel med den smukke stemme). De to efterfølgende film kan ikke opbygge den samme spænding mht. Riddicks
karaktér, da det allerede i første film bliver afsløret, at han bag sit
skræmmende ydre har et hjerte af guld. At synsvinklen i film 2 og 3 ligger hos
Riddick, gør historierne endnu mere forudsigelige.

Men hvis nu Riddick mødte en person, som ingen idé havde om hvem han var? Og
hvis han udfoldede det, den der særlige trang til at forgæves at redde kvindfolk,
som jeg synes er så inciterende at læse og skrive om? Jeg blev nødt til at skrive endnu en
Riddick-fanfic

For ikke at komme i knibe mht. til ophavsret, er historien postet under et meget hemmeligt alias.

Fanfiktionlexikon:
*Promt: igangsætter, udgangstekst, inspirationskilde,
opfordring.

*Kánon: noget, der er belæg for i
originalværket.

*RP-fanfic: real person fanfiction, historie med personer
der findes (eller fandtes) i virkeligheden.