To noveller er på vej i trykken og har været det længe:
Killinger, som udkommer i antologien Universets Mørke fra Harksens forlag kommer nok en gang i september/oktober i år. Novellen er en ganske kort, isnende ækel horrornovelle. Jeg fraråder læsning af den.

Dommedagsdrømmere bliver en del af antologien De sidste kærester på månen, endnu en udgivelse i Science fiction cirklens Lige under overfladen-serie. Der er ikke sat nogen udgivelsesdato på endnu.
Redaktionen er ulønnet, så nogen gange kan det tage lang tid at færdigredigere bøgerne. Det har jeg efterhånden oplevet et par gange med de små, passionsdrevne forlag, som mine noveller er udgivet på, så jeg venter bare tålmodigt, meeeget tålmodigt.

Forfatterdrømmen går lige pt på at få skrevet noveller nok til en samlet udgivelse med mine tekster. Romanen er gledet længere ud i horisonten; det er så tilfredsstillende at skrive noveller.
Der var én der sagde til mig: Men hvorfor skriver du ikke mere i dette univers? Når læseren først har fundet ud af hvordan karaktererne er, og hvordan den underlige verden hænger sammen, så vil de gerne have mere. Også når det er så indviklet at forstå.
Men jeg ved virkelig ikke, hvad jeg skal skrive mere, når jeg har skrevet alt, hvad der var at fortælle i dén historie.

Jeg er ved at skrive to noveller færdig. Den ene mangler slutningens 2-3000 ord og bliver endnu en gang skrækkelig horror/socialrealisme/science fiction. Den er fortalt i første person ental og har skrevet sig selv, da jeg først kom i gang med den. Dvs. først skrev jeg strøtanker, drømme og stikord i månedsvis …
Så snart jeg har et par fridage, skriver jeg slutningen; jeg ved lige hvad der skal ske og hvad hvem siger til hvem hvordan. Og der blir ikke ret meget redigering ud over at rette stavefejl, sætte kommaer og slette dobbeltord/indsætte glemte ord. Jeg startede for en månedstid siden med den. Det jeg har bøvlet mest med, er at skrive rundt om begreber og ord, som jeg ikke tror min uuddannede, men begavede, fortæller kender, f.eks: asymmetrisk og ovivipar. Det der har moret mig mest er at jeg har lagt spor ud til læseren, der først vil få læseren til at tro noget helt galt, men så bagefter forhåbentlig bliver: Nåh ja, selvfølgelig!

Den anden novelle er historien om de fortabte astronauter, som enten er færdig, eller skal skrives helt om. Måske fungerer det ikke med den alvidende fortæller? Der er tre personer i fortællingen, som den alvidende fortæller veksler mellem at fortælle om, og der er lange passager med beskrivelse og forklaringer. Jeg startede på historien i november sidste år og har ind i mellem måttet tvinge sætningerne ud af fingrene, så der er ikke rigtig fut i fortællingen. Jeg tror, jeg lader den ligge et halvt års tid og så kan jeg nok bedre se, hvad der skal gøres. De mennesker, der har været så søde at betalæse den, er kommet med modstridende råd. Så – fortællingen er ikke helt i skabet, men det er mig der må finde ud af, hvordan den skal redigeres eller skrives om.
For der er også gode ting ved historien: jeg synes den situation, som de stakkels astronauter har sat sig selv i, er interessant, selvom det ikke er særlig tjubang-dramatisk. – Det vil ikke være det rigtige at skrive eksplosioner og krimigåder ind i fortællingen, det er ikke integreret nok i ideen, og det vil tage læserens opmærksomhed væk fra det vigtige. De tre karakterer er hoppet ud af den karakteristik, som jeg startede med at skrive om dem, og er blevet til rigtige mennesker inde i mit skrivehovede.

Og så har jeg tænkt på forskellige selvstændige fortsættelser af de forskellige noveller jeg har skrevet. Så – der ikke nogen roman på vej, men måske mere om samme universer. Mere om det senere. Måske.