Henning Andersen har ordet:
(Redaktøren blander sig lidt undervejs med links og illustration forestillende redaktørens hund.)

LAIKA

I de diffuse hukommelsesbilleder, fra den
allertidligste barndom, står det ikke desto mindre klart, at jeg var ret glad
for hunde. Søde hunde man kunne klappe. Søde hunde, der slikkede ens hænder.
Søde hunde der godt ville kløs bag øret. Hunde var søde, og jeg ønskede mig
inderligt en hund. Det fik jeg også – i den grad. Men mere om det.

Det første hundenavn jeg husker er ”Leika” eller
”Lajka” – og for de associationsfæhige, kan det jo være en lille quiz, hvorfor
der er/var noget der hed(der) et ”leica-kamera”. Men Lejka kom ind i billedet,
på grund af Sputnik og Jurij Gagarin, og hele ”rumkapløbet”, herunder
kosmohunden Lejka, som at russerne sendte i kredsløb i en rumkapsel, og som
derefter blev eutaniseret med en giftkapsel i den sidste hundemad.

Jeg syntes det var enormt synd for Lejka, og sidenhen
gik det så op for mig, at jeg ikke var den eneste, eftersom Arthur C. Clarke
skrev ”Dog-Star”, i hvilken en afdød Laika advarer sin (nu)levende – tidligere
ejer – om et jordskælv. Pågældende stjerne – ”The Dog-Star” – er i øvrigt
Sirius, hundestjernen. Og det er tilsynekomsten af den, der afgør om vi –
kalendermæssigt – går ind i ”hundedagene”.

Der er i øvrigt kildemateriale fra en arabisk
gesandt/diplomat, der besøgte Hedeby omkring år 1000, som beretter at
indbyggerne er ”sirius-tilbedere” (et lidt pænere ord for ”hedninge” eller
”vantro”).

Endvidere er ”Sirius” navnet på den intelligente hund,
der optræder i Olaf Stabledons novelle af samme navn. Hunden får endda en mere
end almindelig intim relation til sin ejerinde. Så siger vi ikke mere.

BONZO

Og så fik jeg endelig min første hund. Og den kom til
at hedde Nemo. En stor, kærlig, lettere skræmt airedaleterrier, der havde fået sit
navn lige dele fra Odyseen, hvor Odysseus kalder sig ”Ingen” overfor kyklopen
Polyfemos, og fra ”En Verdensomsejling Under Havet” af Jules Verne. Kaptajn
Nemo.

På daværende tidspunkt havde jeg arvet en række
Richs-album (en ældre udgave af Disney-cards) fra mine storebrødre. Og et af
disse album havde små vittighedstegninger om aben Bobby og om hunden Bonzo.

Bonzo var (er: – det er jo tegninger) en bulldog –
antropomorficeret – og kommer ud for diverse kærlighedsforviklinger.
Sandsynligvis er han en aflægger af ”Bulls-Eye”, hidsigproppen der ejes af Bill
Sykes i ”Oliver Twist”. Men han er formentlig også forfar til ”Kazak”, der
optræder i to forskellige inkarnationer Kurt Vonneguts ”The Sirens Of Titan”,
samt ”Breakfast Of Champions” (eller er det ”Player’s Piano?).

I hvert fald kom min næste hund til at hedde ”Bonzo”.
Også en airedale – knap så kærlig, knap så klog, men jeg var på den anden side
beskæftiget anderswo, som man jo nu er, i de der teenageår.

BLOOD

Selvfølgelig var der gymnasiet, og selvfølgelig var
der pigerne, men der var også fantastisk litteratur – også og især, men ikke
kun, science fiction. F.eks var der Stephen Kings ”Cujo”, om end jeg ikke helt
kunne lade mig rive med. Så var der til gengæld mere trofasthed og nærværd over
”Blokbor”, der var hovedpersonens tro følgesvend i Niels E. Nielsens ”To Sole
Stod Op”. Eller det deciderede rovdyr ”Pepper”, fra Hodgsons ”The House On The
Borderland”, der med dødsforagt går i krig mod svinebæsterne (det skal tages
bogstaveligt), og på den måde bliver en modpol til samtidens anden hound-dog
”Baskervilles Hund”.

Og så er der ”Blood”. Selvfølgelig er der det. Et
intelligent, telepatisk gadekryds der optræder i Harlan Ellisons ”A Boy And His
Dog”. Og hans aflægger må være ”Bob” fra Charles Strosses ”Rogue Farm”, som
godt nok er sin herres bonkammerat, men heller ikke står tilbage for at ”roam
free” eller nappe sig en joint.

RASMUS

Uvidende om hvorvidt dette kunne have interesse, har
jeg ikke desto mindre prøvet at opregne hvor mange dyr (bortset fra hudorme og
hovedlus), jeg i mit liv har haft indenfor de døre, jeg i overmod tillader mig
at kalde mine.

Der er i hvert fald tale om fire undulater (af
uudgrundelige årsager altid kaldt ”kanariefugle”) – som døde af ensom- og
kedsomhed. Det er dyreplageri at have 1 undulat! Det er flokdyr!

Jeg mødte så den kvinde, der skulle blive det evigt
feminine islæt i mit liv, og hun medbragte to katte. Et par aldeles selvfede
persere, der gik under navnene Alfie og Rufus.

Det skulle herefter vise sig, at der var og kom andre
dagsordener (nej, ”agenda” er ikke dansk – det hedder ”dagsorden”), ikke mindst
da der også ”stødte børn til” (hvor de så ellers kom fra – spørg ikke mig, jeg
tænker kun på dyrene).

Først og fremmest fik vi Fie og Ferdinand – en
dværgpincher og en påstået chihuahua, der viste sig at være en pekingeser med
et bulldogfjæs. Og via diverse flytninger gik det pludseligt stærkt. Fire
nymfeparakitter (med de meget fantabulerende navne Emmy, Emilie, Emilie og
Amalie). En amazonpapegøje, der kom til at hedde ”Frederik”, fordi jeg huskede
at en af mine forældres venner havde en gravhund med samme (underligt, javist,
men sandt!). Fem-seks kornsnoge, der alle slap væk. En hamster, der hed Viggo
(som jeg bogstavelig talt nakkede – den havde ikke godt), en kanin, der næsten
kom til at hedde ”Ragout”, to vietnamesiske hængebugsvin, ved navn Yrsa og
Mathilde (vi var flyttet på landet), samt tre høns – der alle viste sig at være
haner, med så lange sporer at det var farligt at bevæge sig ud.

Og så var der Rasmus.

Vi havde købt Sally – en stor labrador, der ikke var
nogen vagthund og selvom hun var kærlig og sød, var der ikke rigtigt nogen
hjemme. Men altså: Rasmus!

BANDIT

Der findes en tegneserie, der hedder ”We3”. (Og den er fantastisk, læs den, red.) Den
handler om tre kyborg-dyr – en hare, en hund og en kat – der flygter fra deres
internat. Deres respektive kroppe er indkapslet i og sammenføjet med
panser-dragter og våbensystemer. Deres hjerner er tilkoblet enhancements fra
interne minicomputere, og de er tænkt som offensive våben. Men kun på prøvestadiet.
Og så slipper de fri. Det er hunden der hedder ”Bandit”

Hvis nogen kommer til at tænke på Richard Adams’ ”The
Plague Dogs”, så er det såmæn ikke helt skævt. Og i den hedder den ene hund
”Rowf”. Hér vil jeg gerne tillade mig til at henvise til Richard Corbens
temmelig gamle mesterværk ”Rowlf”, hvori en schäferhund ad magisk vej bliver
til – nej, ikke en varulv, men det ligner! Og i øvrigt har Corben
illustreret/tegnet ”Blood” – en tegneserieudgave af ”A Boy And His Dog”, som vi
var inde på tidligere.

Idet jeg vil medgive, at ”The Plague Dogs” er en slags
dyrevelfærds-thriller, så må ”Rowlf” siges at være ren fantasy, om end troldene
– i samme – godt nok er teknologisk udviklede. Men bliver vi ovre i fantasy, så
er der jo ”Fluffy” fra Harry Potter.

KERBERUS

”Fluffy” er ingen anden end Kerberus, helvedeshunden,
vogteren af adgangen til Styx, floden der fører over til dødsriget. Allerede
Dante mødte den, sammen med Vergil, i Den Guddommelige Komedie. Og der kan jeg
bare sige, at sammen med Rasmus, kunne jeg godt føle mig som Charon.

Hans hoved var på størrelse med en skokasse –
størrelse 48 – og når han åbnede gabet, var der frit udsyn til en
middelalderlig torturbænk. På alle måder et voldsomt eksemplar af
mastiff-racen, der oprindeligt blev opdrættet som krigshunde i det gamle
Ægypten.

Kerberus optræder også – som attrap – i ”The Fifth
Head Of Cerberus” af Gene Wolf, hvor der beskrives en slags statue af Kerberus,
som en dobermann med tre hoveder.

Ikke mere om det – læs den selv; prøv selv at regne ud
hvad der foregår.
(Ingen anelse – men det er en medrivende fortælling. Jeg har skrevet om den tidligere på denne blog. Red.)

Holger

Husholdningen har også haft en del katte. Toppy og
Sorte og Charlie og Ludvig Og Cæsar. De er alle døde, og jeg orker ikke at
navngive mus og rotter.

Nu om dage har vi to skæg-agamer – Tilde og Vera, samt
skildpadden Charlie (ikke opkaldt efter katten, men fordi han ligner Chaplin –
regn den selv ud).

Og så har vi haft to engelske bulldogger, Berta og
Hektor. Berta er selvfølgelig opkaldt efter en tysk kanon, mens navnet Hektor
stammer fra Odysseen.

”Holger”, derimod er pæredansk. Vi mente, at vi nu
efterhånden, børnene fløjet af reden, frie som fuglene, og jeg skal komme efter
dig, godt kunne tillade os at investere i en rigtig chihuahua. Men den skulle
fandme opdrages, sku den. På dansk. Og derfor kom den til at hedde Holger –
efter Holger Danske. Som i øvrigt er en sagnfigur, Ogier Le Danois, der
optræder i Rolandskvadet, som har givet næring til såvel Tolkiens ”Ring” som
til Wagner, Ebbe Kløvedal og Chanson de Mort d’Arthur – i uordnet
sammenstilling. Og Holger Danske er endda så uhåndgribelig, at han sidder
sovende både under Kronborg i Helsingør og under Nonnebakken i Odense.

Men herhjemme render han altså rundt og skaber sig
hysterisk.

Emma

Da vi var nødt til at sende Hektor og Berta videre ud
i firmamentet, blev Holger lidt alene tilbage. Og da han simpelthen elskede sin
flok, var vi ligesom nødt til at give ham en ny.

Vi fik derfor Emma – en fransk bulldog.

Det blev bare det navn, men jeg er begyndt at forbinde
det med ”Kalles Klatretræ”, en svensk animationsserie fra ’70’erne, hvor Kalle
ligger i sin morfars træ og drømmer – blandt andet om pigen Emma, der er hans
egen opfindelse.

Og sådan er det.

De fantastiske genrer er vores egne opfindelser. De
udspringer af vores oplevelser og erfaringer, vore længsler og vore lyster. Og
når de er rigtigt gode, ja, så vender de tilbage og siger noget fornuftigt om
os selv.

Og vores hang til hunde.

Har De hang til hund?