Om den bulgarske
sangtradition.

Trods god vilje og
ti års engagement i et bulgarsksyngende folkemusikkor, er det endnu
ikke lykkedes mig at lære bulgarsk. Når bulgarere taler sammen
lyder det fortroligt, og det føles som om jeg kan forstå det. Men
det er kun sprogtonen, jeg kender. Dirigenten, som er korets eneste
bulgarer, må oversætte teksterne.

– Hvad betyder det
ord? spørger sangerne.

– Det betyder
“ak”.
– Og hvad betyder så dette ord?

– Det betyder også
“ak,” siger dirigenten.

Måske er der
hundrede ord for ak på bulgarsk. Mens det Osmanniske rige (bl.a)
undertrykte bulgarerne var der mange gode grunde til at skrive
klagesange. Ud over det kan man beklage livets ulykker i
almindelighed og i særlig grad begræde ulykkelig kærlighed.

Ægtemanden bragte
le Mystere des voix Bulgare-pladen ind i ægteskabet. Jeg hørte den
igen og igen. Helst alene. Disse sange er så inderlige at de skaber
et rum af næsten ubærlig oprigtighed omkring sig. Hvordan er det
overhovedet muligt at synge en sang som “Kalimanku”? Det er
gåden, mysteriet. Hvem var disse trinde, selvsikre bondekoner med
armene i siden?

På en badeferie i
Bulgarien var vi omgivet af højtalere og pop allevegne. Det var
umuligt at finde et sted at spise i fred og umuligt at sove i larmen,
der blev ved til midnat. Vi købte en udflugt op i bjergene med jeep
og vores chauffør og guide undskyldte mange gange at radioen var i
stykker. Da vi havde kørt et stykke tid gav de sig til at synge.
Chaufføren sang bordun – en lang tone, en drone, og guiden sang
melodien, som viklede sig tæt rundt om dronen. Jeg sad og forsøgte
at være usynlig så de ikke skulle komme i tanker om os og holde op.
Når den slags sker, og folk bryder ud i sang, fordi de har lyst til
det og ovenikøbet flerstemmig sang, så føler jeg, at jeg har fået
en gave.

Vi besøgte en gård
i bjergene som måske var et frilandsmuseum? eller måske ikke, hvor
værtsparret var trukket i folkedragter – eller havde deres
hverdagstøj på? Jeg fik lov at låne en stribet uldnederdel og
værtsparret sang nogle flere folkesange for os. Jeg var i himlen.

Det bulgarske
statsradiokor synger korarrangementer af traditionelle sange. Det er
startet som en modvægt mod Sovjetiske Imperiums kulturimperialisme,
omtrent som dansk alsang under besættelsen. Bulgarske
folkemindesamlere og komponister har udtrykt deres modstand og
bulgarske nationalisme med disse fusionsmesterværker der kombinerer
den direkte og specielle sangstil med vestlig, polyfon
kunstkomposition. Jeg er særligt vild med Krassimir Kyurchinski og
den nulevende Gyorgi Andreevs værker. Kyurchinskis kompositioner er
vanvittige. For at kunne synge dem, må man sætte sig selv i en
særlig, halvhysterisk stemning. Hans ting er humoristiske og måske
på grænsen til det pretentiøst vanskelige. Sammenlign f.eks den
folkelige version af “Dilmano Dilbero” med Kyurchinskis.

Andreevs sange er så
tilsyneladende ligetil, men helt perfekte. De får mig til at tænke
på Belá Bartóks* teorier om den “naturlige melodi.”

Der er forskellige,
regionale sangtraditioner i Bulgarien. I den ene region er der en
forkærlighed for tætte klange, store og små sekunder som hviner i
tænderne når man synger i fuld register. Blå akkorder, der kræver
to hænder på klaveret.

Et andet sted er de
glade for glissandoer. De lange melodilinjer bliver ekstra vemodige
når tonen nærmest af sig selv falder ned i den næste frase.

Der er en overflod
af skalaer ud over de kendte dur og mol. Den bulgarske musik er
påvirket af Bulgariens placering mellem øst og vest. Man kan finde
tyrkiske skalaer med forskellige op- og nedadgående tonerækker,
kirketonearter, sigøjnermol og pentatone skalaer, der lyder
kinesiske.

Har jeg snakket om
de lange triller i fuld register* endnu? Vi har deltaget i workshops i
Bulgarien og i Danmark med bulgarske sangerinder for at lære pr
håndspålæggelse og mesterlæremagi. Det er nu meget enkelt. Man
træner sin diafragma (ribbensmusklerne) op, så man kan sætte mere
pres på mindre luft. Alligevel er det svært. Det er som at stå på
ski, hvis man tvivler, så falder man. Ud over at man skal være i
form, må man tro på sin stemme. Alt kan høres, personligheden og
humøret går klart igennem. For at synge rent og højt må man have
et sted i sig selv, der ikke lader sig påvirke af flygtige
stemninger og usikkerhed.

Vores sangpædagog
talte kun bulgarsk. Hun sang en frase for os, og vi sang efter. Hun
stillede os op på en række – klassisk østeuropæisk sangpædagogik
– lagde en hånd på vores mave, tog vores hånd og lagde den på sin
mave, og lod os indsuge teknikken. gennem ørene og kroppen. Til at
starte med var det skræmmende at slippe så meget lyd ud, helt
alene, mens alle andre så og hørte det. Jeg føler mig stadig
eksponeret på første sopranstemmen. Jeg er vild med at synge, men
knap så glad for at være i fokus.

Der er ikke noget
vibrato i bulgarsk sang.* Et voldsomt, wagnerisk halvtonevibrato vil
være for upræcist i de tætte akkorder. En typisk sekvens består
af en kort optakt, en lang bærende tone og en serie triller eller
praltriller af samme slags, som enten gentages 3,4,5 gange fra samme
udgangstone eller som en dobbeltserie af trillen først fra
udgangstonen og så fra et sekund under, altid i et faldende antal og
med et accelerando mod slutningen (selvfølgelig). Til sidst i frasen
er der en afsluttende kort tone eller faldende række af korte toner.
Eller et klik eller et hvin.

Ornamenter inde i
melodien er ofte karakteristisk udsatte, så de falder lidt senere
end man er vant til fra vesteuropæisk musik og gerne efter slaget.
Jeg får en fornemmelse af et tilbageholdt vibrato, der bliver udløst
sent, brat og kontrolleret. I vesteuropæisk musik kalder man det
udsmykninger eller forsiringer, men det er ikke noget der kan
fjernes; der findes ingen enklere versioner af sangene. Forsiringerne
er en vigtig del af sangen.

Klangen i den
bulgarske sang bliver ofte beskrevet som metallisk. Nu hvor jeg har
sunget det så længe, kan jeg ikke høre det. Men jeg har ikke
længere smag for den æteriske lillepigelyd som lader til at være
moderne blandt vesteuropæiske popsangerinder. Popmusik er som at
lytte til vaskemaskiner: tre toner og en maskinrytme.

Det jeg synes har
været sværest at lære er rytmerne. Der er en forkærlighed for
skæve rytmer: 5/8, 7/8, 11/8 og også 8/8, der er underdelt skævt
feks: 12312312. Oveni det kommer synkoper, trioler og skiftende
rytmer i samme sang. Nogle af rytmerne passer til særlige kædedanse,
så er de horo – danserytmer. Jeg er ringe til at danse; det er
sikkert derfor det er så svært for mig. Jeg er nødt til at holde
øje med dirigenten konstant, selvom jeg ofte bare har lyst til at
synge med lukkede øjne.

Tit er vores noder
kun en skitse af alt hvad der sker i musikken. Triller og
praltriller, hvin og klik er udeladt, fordi det er så selvfølgeligt,
at de skal være der. Og netop skal synges sådan og på ingen anden
måde – bortset fra i den næste bjergby, hvor de synger samme sang
helt anderledes og det er præcis som det skal være og som den sang
altid har været sunget.

Ofte giver det mere
mening for medlemmerne i vores kor at tegne vores egne notater end at
synge efter almindelige noder.

De kvinder, der
synger i et bulgarsk folkemusikkor er specielle. Det er kvinder der
dedikerer meget lang øvetid for en sjælden gang at optræde med en
musik, der har et ret lille publikum. Det er svært at finde nye
sangere, når der er nogle der forlader koret.

For nogle er klangen
for anderledes, rytmerne for mærkelige, det hele er for svært at
følge.

For mig er det
…musik. Alt hvad der kan ske i musik, sker i bulgarsk musik.

*Bortset fra et
sjældent kvarttonevibrato som ganske få mestrer. Jvfr. det første link.


* Bela Bartok er
ungarer og jeg fandt “Jeg har fanget mig en myg” på en CD
i musiketnografisk museum i Budapest i en afsindig hurtig
violinudgave. Men det er en anden historie.



*fuldregister = chest voice, talestemmens register, det midterste register.

KOPIER DIN EVT. KOMMENTAR INDEN DU FORSØGER AT POSTE DEN! SYSTEMET ER MERE USTABILT END RADIUM.

Note 7/3 2017: Historien bag den Vidunderlige Plade