Indtryk fra Worldcon#75 i Helsinki.
Det var paneler og præsentationer jeg kom for – men det var ikke det der gjorde størst indtryk.
Det
der gjorde mest indtryk var mængden af mennesker – mellem seks og syv
tusind i den samme bygning. Det var de forskellige kulturer der mødtes.

Arrangørerne
havde undervurderet antallet af gæster. De havde regnet med ca 3000
gæster og stod pludselig og skulle håndtere næsten det dobbelt antal.
Hen ad vejen fik de løst problemerne og lejet større sale til de mest
populære events.
Min onsdag var en total fiasko af køer og ting jeg
ikke nåede, så jeg skyndte mig at skrive mig om til “coffeklatch” med
Nalo Hopkinson og Johanna Sinisalo. En “Cofeklatch” er en slags
rundbordssamtale for tolv gæster og en forfatter.

Nalo Hopkinson
er en kanadisk/jamaikansk weird/urban fiction forfatter og hun kiggede
på de 11 hvide kvinder og den ene skæggede, hvide, franske mand med et
Hvad Vil I-blik, før hun tøede op og fortalte om at bruge
jamaika-engelsk i sine romaner og om at være eksilforfatter og om at
være racialiseret i en verden, der ikke er venlig overfor mennesker af
med afrikansk oprindelse.

Johanna Sinisalo er viiiiildt
verdensberømt – i Finland. De andre deltagere i cofeklatchen var hendes
unge, finske fans. Hun er en af manusskriptforfatterne bag filmen Iron
Sky og har udgivet adskillige novellesamlinger og romaner på finsk.
Desuden er hun en af grundlæggerne af den finske science fiction fandom.
Hun fortalte, at fordi de havde været så mange kvinder med i finsk
science fiction og fandom fra begyndelsen, havde det aldrig været et
issue med f.eks “fake geek girls” i Finland.
På dansk kan man kun finde en enkelt oversat novelle udgivet i et hæfte
af Science fiktion cirklen for ti-femten år siden. (Jeg kunne desværre
ikke finde den frem.) Den historie er til gengæld aldeles vidunderlig og
uforglemmelig. Jeg har lånt ideen om en slags ungdommens kilde, som
findes under isen på Jupiters måne Europa, fra Sinisalos novelle.

Et par af hendes romaner er oversatte til engelsk. Jeg ville have købt
hendes oversatte romaner på Worldcon, men boghandleren på Worldcon havde
kun de finske udgaver – de engelske oversættelser sat vist nok fast i
tolden et sted på grund af Brexit – hørte jeg rygter om. Så jeg købte et
fanzine med et udvalg af finske science fiction-forfattere der var
oversat til engelsk for at have noget som Sinisalo kunne signere. En
af de unge finske kvinder havde inden cofeklatchen spurgt mig om jeg
troede Sinsalo ville blive fornærmet over, at hun havde en brugt udgave
af romanen med. Det mente jeg ikke – Sinisalo har nok også været en ung,
fattig forfatter engang.

Det var svært at få sig til at holde
pause midt i den tisporede convention. Der var altid mindst fire ting,
som jeg bare måtte opleve – samtidig.
Jeg gik til en oplæsning med Jeff
Vandermeer
, men var lige ved at falde i søvn af hans beroligende,
scenevante stemme. Så gik det bedre med at holde sig vågen dagen efter,
hvor jeg stod i kø en time for at være sikker på at komme ind til
Vandermers fortælling om, hvordan det er at være en forfatter der får
sin bog Annihilation filmatiseret. Vandermeer har MANGE fans og de er
MEGET dedikerede. De kan citere hans værker i kor. Vandermeer har ud
over sine fiktionsværker skrevet bøger om hvordan man bærer sig ad med
skrive og er en af underviserne på “Clarion” som er en skriveskole for
science fictionforfattere.
Har du læst Annihilation, kære læser? Det
er en weird, måske new weird fortælling om en ekspedition ind i et
landskab, hvor noget er gået galt/er blevet mystisk. Det er ikke helt
klart hvad. Jeg forestillede mig noget i retning af at rumvæsener havde
besøgt jorden og havde efterladt forandringer – som i bdrn. Strugatskis
“Stalker”/ “Roadside Picnic” eller som i China Mievilles “Iron Counsil”.
Vandermeers fans sender ham billeder af ting, som de mener er
artefakter fra Annihilation-ekspeditionen. Han viste lysbilleder af
hvordan fans’ne digter videre på hans værk.
(Billedet her forestiller en plakatholder uden plakat. Det kunne godt være et landkort over det mystiske område, Area X)Og
dét er jo lige noget der interesserer mig rigtig meget. Desværre gik
jeg glip af de akademiske præsentationer fra af fanfiktion-forskning som
foregik den overfyldte onsdag.
Vandermeer fortalte, at folk spurgte
ham, hvorfor der er fire kvindelige hovedpersoner i filmen, og ingen
mænd – og han sagde, at havde det været omvendt, ville ingen have
studset over det. – Og nu kan jeg ikke huske om han forklarede hvorfor
han havde valgt den besætning. Men her er en youtubevideo, hvor to dudes undrer sig. Mon det er fordi alle mænd er uddøde at der er fire kvinder i filmen?

Cosplay
– at klæde sig ud som en fiktiv karaktér – er stort i Finland. Her er
et par billeder af nogle fine cosplayere, hvis samtykke jeg har fået til
at tage billedet og offentliggøre det.

Der var også mange som brugte Worldcon til endelig at få lov til at
klæde sig som de ville. Dem har jeg selvfølgelig ingen billeder af. De
første par dage, var der folk, der sneg en diskret nederdel på – og de
sidste par dage gik folk hele vejen, helt åbenlyst lettede over kunne
klæde sig som sig selv, for en gangs skyld.
Worldcon har en mange
sider lang “code of conduct” som (bl.a) går ud på at respektere andres
ret til at være sig selv og til ikke at blive fotograferet eller berørt
uden aftale. En af de ting, som følger deraf, er at man ikke skal omtale
folk som havende et andet køn, end det de selv gerne vil, eller ikke
vil, have. Den sikre omtaleform er på engelsk: “they” = dem, jer eller
hen, fordi det ikke fungerer at omtale enkeltmennesker i flertal på
dansk.
Jeg var til en kor-time, hvor korlederen på et tidspunkt
måtte undskylde for at have omtalt en af sopranerne som “lady”. Den
omtalte person var en mand.
I
nogle af de paneler jeg så, var der folk der præsenterede sig sådan
her: jeg hedder xxxx og jeg er aseksuel/poly/transperson/furry eller
andre ting, som jeg først tænkte – og? hvorfor fortælle mig det, men
hvor jeg undervejs kom til at ændre mening, fordi folk der ikke er
het/cis/normativ/majoritet mangler repræsentation af mennesker, der er
ligesom dem selv eller kæmper med de samme ting. Og jeg tænkte på hvor
langt bagude vi er med dette spørgsmål i Danmark.

Helsinki fik
jeg ikke set ret meget til. Vi spiste fint, og min skrivegruppe og jeg
mødtes med andre danske fans på den sjove Restaurent Lappi, hvor vi fik
samiske specialiteter. Det lidt jeg så af Helsinki virkede lovende, men
der var helt tiden noget som jeg ikke ville gå glip af på Worldcon.
Næste gang jeg skal på Worldcon – i Dublin, 2019, vil jeg tage afsted et
par dage i forvejen så jeg har tid til at være turist.

Kommentér endelig! MEN HUSK! Kopier inden du forsøger at poste, ellers så bliver dine sokker og dine indlæg spist af blog-nissen.

Henning Andersen skriver, 28/802017

Hej Majbrit

Et eller andet markant skal du altså ha
gjort ved det kommentarfelt. Robotten er enten katatonisk paranoid eller
IT-verdenens svar på en ærke-bureaukrat, udstyret med stort siger og
skriver et stempel: “Afvist”

Efter 25 forsøg gav jeg op, så du får min kommentar ad denne kanal – bare fordi jeg kan:

“Lise Andreasen har en forrygende worldconrep ovre på sin
ommadawn.dk

Jeg havde håbet på nogle flere ”goodies” i indslaget om
Lost In Mistranslation. Men man kan ikke få alt – og så er det jo rigtigt godt,
at læse en anden con-rep, her på sitet, bloggen, hjemmesiden … whatever.”

Og så håber jeg du havde en go tur til det der land, hvor de taler uforståligt (hæhæ)

Uden
sammenhæng iøvrigt: Michael Madsen (dansk instruktør) har lavet en
dokumentar om Onkalo, der hedder “Into Eternity”. Den burde være fast
pensum – både i folkeskolen og for SF-forfattere.

link til YT: https://www.youtube.com/watch?v=ZUQ-Mhb4OVo

hilsen Henning