Henning Andersen har ordet:

De der går fra Onkalo

At
altid huske at glemme.

At altid, for altid, huske at glemme Onkalo
– for altid, og til evigheden er forbi, fortælle at Onkalo skal glemmes. Into
Eternity.

Og det er netop titlen på en dokumentarfilm
af den danske ”auteur” (eller hvad det nu hedder) Michael Madsen – som ikke er den Michael Madsen.

Omdrejningspunktet for Into Eternity er
konstruktionen af en facilitet til opbevaring af radioaktive spildprodukter fra
kernekraftværker. Og dokumentaren redegør for omfanget af dette ”depot”, der
strækker sig milevidt adskillige hundrede meter nede i urfjeldet, på et sted i
Finland der hedder Onkalo. Madsen gør lidt ud af, at ”onkalo” ligner ”okkult”,
og derfor betyder ”skjult”, men hvis sandheden skal frem (og hvorfor ikke?),
betyder ”onkalo” blot ”hulrum”.

Det er der så også en hel del af, i den
facilitet, den konstruktion, det depot, der er ved at blive bygget (gravet,
boret) ned i det finske urfjeld, og idet projektet er projekteret til at være
færdigbygget omkring år 2100 (sic), og idet der tales om ”gallerier”, ligger
det lige for at sammenligne med katedral-byggeri. Den slags ”plejer” – også – at
tage en tre-fire hundrede år.

Så et sted i den finske ødemark er man
altså ved at bygge en underjordisk katedral, med det ene formål at forsegle
højradioaktivt materiale, så det aldrig, aldrig – nogensinde – slipper ud … i
hvert fald ikke de første 100.000 år!

Jeg kan varmt anbefale, at man ser filmen –
den er ikk’ så ring’ endda. Men idet dette nødigt skulle udvikle sig til en
anmeldelse, vil jeg slå ned på to forhold som dokumentaren er inde på – forhold
der er væsentlige for de(n) genre(r) vi ligesom beskæftiger os med, herovre i
segmentet for fabulanter, fantaster og figments of the imagination.

Første forhold relaterer sig begrebet ”Deep
Time”.

Faktisk er det først i 1800-tallet, at der
opstår en ide om at Jorden – ja, Universet – nok er en kende ældre, end
hidindtil antaget. Faktisk ret meget ældre. Hvilket giver anledning til, at
forfattere som H.G. Wells og William Hope Hodgson ”tænker ud af boksen”, og
forestiller sig fremtider hhv. 800.000 og millioner af år ude i fremtiden. Og
det er så udgangspunktet for ”dying earth”-scenariet, der har animeret mange
forfattere til at udmale dekadence-temaet, der ligger indlejret i frygten for
fremtiden; for hvad siger ikke Gibbon om ”The late roman empire”?

Men det er alt sammen noget pjat, for i
forbindelse med atomaffaldsdepotet i Onkalo, tales der om mindst 100.000 år, defineret af det ret arbitrære forhold at efter
den tid vil halvdelen (!) af det radioaktive materiale være degenereret til
bly.

Lad os ikke begive os ud i logaritmer om,
hvad halvdelen af halvdelen er, men blot konstatere, at Onkalo er bestemt til
at kunne holde i 100.000 år.

I geologisk, palæontologisk eller i
evolutionsmæssig sammenhæng taler om 100.000 år, så er det et meget lille spand
af tid. I forhold til menneskelig standard er det et enormt tidsforløb, for
hvor var vi for 100.000år siden? Og samtidig skal det tages i betragtning, at
den teknologiske udvikling, der har ledt frem til problemet, som
Onkalo-faciliteten er en slags løsning på, er forløbet over mindre end 2.000
år. Og selve problemet er opstået på under 100 år, hvor der ikke desto mindre
er produceret godt og vel 250.000 tons højradioaktivt affald, worldwide.

Mindst. Thi ingen kender det eksakte tal.

Så på
under hundrede år er der altså skabt et problem, der kun er halvt løst på
100.000 år.

Jeg vil slet ikke gå ind i debatten om
atomkraft pro & contra, men blot konstatere, at depotet, faciliteten, i
Onkalo arbejder med en tidsskala der drejer sig om, at i år 102.100 evt. er
affaldet kun halvt så farligt!

Og det er netop udgangspunktet for det
andet forhold, jeg her vil adressere, nemlig at det er farligt.

I ”Into Eternity” kommer man ind omkring
såkaldte ”markers” – advarselsskilte.

Der er i virkeligheden tale om, hvordan man
kommunikerer et signifikant budskab til en ubekendt modtager. Principielt kunne
det være ”aliens” – konkret er det fremtidens mennesker. Vores børnebørn,
oldebørn, tip-i-12.-potens-oldebørn. Ufødte generationer. Hvordan formidler man
noget så simpelt som en advarsel, hvordan kommunikerer man et budskab på et
endnu ikke opstået sprog? Hvad er det universelle tegn for ”forbudt”, ”bliv
væk”, ”fare”?

I ”Into Eternity” er der et lidt dubiøst
aspekt ved antagelsen af, at fremtidens mennesker vil være for primitive til at
opfatte et budskab. Det er som om centralt positionerede ledere og mellemledere
ligefrem håber på, at fremtidens mennesker er regredierede til et
jæger/samler-stadie. Det er lidt som: – efter os: Syndfloden! Så man
forestiller sig, at det faresignal der skal kommunikeres skal være så simpelt
som muligt – thi alle ved at lavere jægere og samlere er dumme, vi stammer jo
fra dem!

Alternativet er at opfatte fremtidens
mennesker, som nogle der skal informeres. Og der er da også lagt op til, at
oplysninger skal gemmes og være til rådighed ”Into Eternity” – på finsk! Og man
kunne få den fæle mistanke, at netop fordi Onkalo-faciliteten faktisk er noget
af et (farligt) skatkammer, satser man mere på glemsel end på oplysning, også
hvad angår nutiden. Thi der skal et fandens godt argument til at kunne støtte
begravelsen af så meget kobber, så meget stål, så meget cement, så mange andre
værdifulde produkter, langt nede i det finske urfjeld – så glem det. For al
evighed!

I novellen ”Those who walk away from
Omelas”, beskriver Ursula Leguin et utopisk samfund, hvor alles lykke og glæde
er baseret på et til evig tid plaget barn, der ligger lænket og pint i de
dybeste katakomber. Ikke alle kan acceptere denne præmis, og går fra Omelas.
Det ændrer ikke noget, men man kan påstå man ikke deltager.

Hvordan går vi væk fra Onkalo?

***

Redaktionelt:
Into Eternity, 2010 dokumentarfilm af Michael Madsen

“De der vandrer bort fra Omelas” af Ursula K. Le Guin er blevet genudgivet (og genoversat?) for nyligt af forlaget Virkelig.