Blog Image

Tanker

Gravko/Blog

Bloggen er en del af gravko.com

Åbent brev om opfordring til ændrede vilkår for deltagere i antologier

Uncategorised Posted on Mon, April 12, 2021 17:18:23

Kære forfatter og forlag  

Vi er en række danske forfattere, der har bidraget til flere antologier både i Danmark og udlandet.  Fælles for mange af antologierne har været, at bidraget har været ulønnet, ofte kun betalt af  bibliotekspenge og et par frieksemplarer af værket, når det er blevet udgivet.  

Vi er og har været meget glade for muligheden for at blive præsenteret på tryk, men er også blevet  mere og mere opmærksomme på, at det er en uholdbar situation. Vi er endvidere glade for og stolte  af, at der i de sidste ti-tyve år har været en kolossal opblomstring af novelleudgivelser og skrivning 

generelt i Danmark. Det er helt fantastisk, men tiden er inde til at ændre på de grundlæggende  parametre for, hvordan vi gør dette.  

Vi vil derfor gerne opfordre til, at følgende bliver gængs praksis, og vi har som udgangspunkt valgt  kun at deltage i antologier, hvor nedenstående er opfyldt.  

1. Man betaler de bidragsydere, hvis værker man benytter i sine antologier.  2. Forholdet mellem bidragsyder og forlag aftales i en kontrakt.  

3. De indsendte bidrag gennemgår en reel redaktionel proces, heriblandt sparring med de  individuelle bidragsydere.  

4. Det færdige værk gennemgår korrektur.  

Ad 1. Betaling 

Betaling kan ske som et fast engangsvederlag (fx 500 kr. pr. novelle), der bliver betalt før udgivelse,  som en procent af salget betalt årligt (sædvane er 15% af overskuddet delt mellem bidragsyderne)  eller en kombination af disse.  

Vi elsker novellegenren og kender problemstillingerne ved at udgive antologier og har derfor et par  undtagelser, der åbner for, at udgivere kan komme i gang, og reelle con amore-projekter kan lade  sig gøre (under det hører også de antologier, som diverse forfatterskoler udgiver som afslutning på  et undervisningsforløb):  

1. Hvis antologien er lavet for at støtte et godt formål.  

2. Hvis forlaget er nystartet, og antologien er den første udgivelse.  

I tilfælde af at antologien udformes som en konkurrence med en eller flere vindere, mener vi stadig,  at alle de endelige bidragsydere til selve antologien bør aflønnes.  

Ad 2. Kontrakt 

Med kontrakt mener vi, at aftalen om brug af novellen udformes som en skriftlig kontrakt, der klart  definerer pris, betaling, rettigheder, omfang, medier, årlig opgørelse, genoptryk mv., således at det  er tydeligt for de involverede, hvad de siger ja til. Vi mener ikke, at der er behov for meget  komplicerede aftaleforhold, blot at aftalen skal være eksplicit og transparent.  

Ad 3. Redaktion 

De individuelle bidrag skal gennemgå en redaktionel proces/samarbejde, hvor en ansvarshavende  redaktør på antologien i dialog med den enkelte bidragsyder arbejder henimod at styrke, forbedre og  optimere det enkelte antologibidrag. Dette omfatter, men begrænser sig ikke til, narrativ, sprogbrug, 

struktur og omskrivning.  

Ad 4. Korrektur 

Forlaget står for en korrektur. Korrekturlæsning bør følge Dansk Sprognævns seneste anbefalinger,  medmindre der er lavet anden aftale mellem parterne. Forfatteren skal godkende den sidste  korrektur, og eventuelle rettelser eller fejl opstået eller tilføjet efter denne, bemyndiger forfatteren  til eventuelt at forlange bogen tilbagekaldt.  

Vi håber på denne måde at kunne styrke og fremtidssikre et rigt udbud af nyskrevne danske  noveller.  

Lars Ahn  

Carina Evytt  

Majbrit Høyrup  

Richard Ipsen  

Karsten Brandt Knudsen  

Kenneth Krabat  

Patrick Leis  

Jesper Rugaard  

A. Silvestri  

Thomas Strømsholt  

Tenna Vagner  

Gudrun Østergaard 



Nyt system på bloggen

Meta Posted on Thu, May 07, 2020 21:09:14

One.com har indført et nyt blogværktøj, så denne blog nu kører på WordPress. Det gode ved det er at der er flere muligheder – det dårlige er, at det er mere bøvlet at arbejde med. Og at det tiltrækker så meget spam, at evt. seriøse kommentarer er druknet. Redaktricen vil forsøge at slå nogle spamfiltre til, men ellers kan man skrive til min email som er gravkosnabelagravkocom.



Rigs vandring i ny fortolkning

Oplevet Posted on Fri, August 02, 2019 11:36:16

I indlæg nr 20 i denne blog skriver jeg om Rigs vandring, at det er en vikingemyte der berettiger ulighed og klassedeling i samfundet.
Siden har jeg tænkt over en anden fortolkning af fortællingen. Hejmdal besøger høj og lav og får børn med alle.
Man kan se det som en forsikring af, at alle mennesker er gudernes børn, uanset om de har lykken med sig eller ej. Alle har derfor ret til at deltage i blót uanset status og baggrund.



Læs gratis noveller og stem på din favorit

Litteratur Posted on Mon, March 18, 2019 16:42:20

Den ene af de noveller jeg fik udgivet sidste år:”Fordærvets sommer” er blevet nomineret til KLIM-PRISEN. Det er en pris som gives til årets bedste science fiction novelle. Man kan stemme indtil den 31. marts.
I afstemningsperioden kan man læse mange af de nominerede gratis: her.
Læs mindst to, gerne flere og stem på den af dem, du synes er bedst af dem.
Man bliver stemmeberettiget ved at melde sig til: her, så får man en kode pr mail og kan stemme på afstemningssiden, som svarmailen linker til.

Og man må ikke stemme på sin egen novelle 🙂
edit – det må man gerne, men det ville være dårlig stil, når der er så mange gode at stemme på, ikke?



Fordærvets sommer fører ind i en anden verden

Hørt Posted on Mon, January 21, 2019 13:41:19

… skriver Buch’s Books her om denne og fem andre noveller fra antologien Krinoline og Kedsomhed.



Fordærvets sommer er det første kvindelige indslag

Litteratur Posted on Fri, December 07, 2018 21:41:38

Jette på gyseren.dk har anmeldt steam punk novelleantologien Krinoline og kedsomhed, og skriver om Fordærvets sommer at det er det første kvindelige indslag.
… så jeg vil tilføje at jeg tænkte en del over de kønnede aspekter ved steam punk-cosplay mens jeg skrev novellen.
Antologien kan købes direkte hos forlæggeren eller lånes på biblioteket.



Menneskesamleren skal også fremhæves

Hørt Posted on Thu, November 22, 2018 13:26:52

Novellen Menneskesamleren fra antologien De fremmede skal også fremhæves, skriver Jette i sin anmeldelse på Gysersiden.dk
Antologien kan købes på forlagets hjemmeside, eller lånes på biblioteket.



To noveller i antologier

Skrevet Posted on Tue, October 09, 2018 16:14:32

Se hvad der kom med posten i dag:
Steampunknovellen Fordærvets Sommer i antologien Krinoline og Kedsomhed og scifinovellen Menneskesamleren i antologien De fremmede. Begge bøger kan købes fra Science Fiction Cirklens hjemmeside.



Next »