Blog Image

Tanker

Gravko/Blog

Bloggen er en del af gravko.com

Killinger er en grum fortælling

Læst Posted on Mon, October 30, 2017 16:32:19

Novellen Killinger fra samlingen Universets Mørke er blevet anmeldt i magasinet Proxima nr 101 af Carl-Eddy Skovgaard som alt i alt anbefaler antologien.
Edit 29/08/2019
Universets mørke er blevet anmeldt på Goodreads hvor anmelderen mener at Killinger er er mørk, anderledes men simpel i sin opbygning.



T.J. Bass

Læst Posted on Tue, August 05, 2014 16:34:37

Jeg tog en stak bøger med i sommerhus, som jeg ikke havde
kunnet finde ro til at læse før. Et par af dem viste sig at være rigtig gode,
bl.a. T.J. Bass’ Half Past Human 1969 og The Godwhale fra 1974.

Begge bøgerne er utroligt fascinerende, snarere end
spændende. Mine bøger har været igennem flere ejere og er stemplet af Fantask
og British Embassy Social Club, Copenhagen. De er gulnede, har bløde hjørner og
sprøde, sarte sider, perfekt til sommerhuslæsning.

Jeg har skrevet en anmeldelse af dem til Himmelskibets vinternummer, som kommer til at handle om worldbuilding.



Anmeldelse af Forvandlinger

Læst Posted on Wed, August 14, 2013 12:26:45

Jeg er stadig ør efter min Breaking
Bad-tv-serie marathon. Breaking Bad er et fremragende eksempel på
karaktérdrevet plot. ALT hvad der sker i den TV-serie sker, fordi
karaktérerne undervejs tager (forkerte) valg, logisk baseret på
deres (uheldige) personlighedstræk. Derfor er jeg lige nu så
optaget af karakterbeskrivelse i alle genrer og formater.

Jonas
Wilmann har skrevet et inciterende fortvivlet indlæg her
om kvaliteten af genrelitteraturanmeldelser.
Det (og Breakin Bad)
har forsinket min anmeldelse (gennemgang? analyse? omtale?) af
Forvandlinger, En fantasyantologi” et stykke tid.
Jeg har
været nødt til at overveje, hvilken mening det giver at anmelde
antologier på denne blog, som er skrevet for min egen
skyld.

Anmeldelsen er et øjebliksbillede af mine litterære
interesser. Hvis jeg var faldet over teksterne på et andet
tidspunkt, havde anmeldelsen lagt vægt på andre ting.
Den
sidste anmeldelse jeg skrev
gav anledning til noget debat om
det var de rigtige kriterier
at anmelde efter, og om
jeg overholdt mine egne kriterier
.
Jeg prøver at skelne
mellem ting jeg synes/præferencer og mere objektive vurderinger
og
jeg vil prøve at gøre det klart hvilke kvaliteter, jeg leder efter
i en tekst denne gang.
Denne gang er det:
Karaktérbeskrivelse jeg vil kigge efter.
Men – allerede
før jeg har fået skrevet denne anmeldelse, er jeg ret sikker på,
at der vil komme diverse uanmeldte digressioner ind over

Forvandlinger En antologi består af 13 noveller og
et forord af redaktøren Flemming R. P. Rasch. Forordet præsenterer
antologiens forfattere og de undergenrer af fantasy der kommer i spil
i samlingen. Bogen er trykt på trist skummetmælkshvidt papir og sat
almindeligt nydeligt.

Lars Ahn Pedersen: Fortsættelse til
et eventyr
.
En fortsættelse af H.C. Andersens Den tapre
Tinsoldat. Hvad sker der med tinsoldatens og prinsessens barn,
prinsen? Og hvad skete der i virkeligheden dengang ved træet? Var
det ok, at hugge hovedet af heksen, bare fordi hun var heks? Det
sort/hvide eventyrbillede af gode og onde personer opløser sig mere
og mere gennem fortællingen. Historiens struktur er ret kompleks med
flere fortællere, der flash back’er i flere niveauer.
Prinsens
karaktér gennemgår en vis erkendelsesproces. Heksens barnebarn er
en dejlig tvetydig femme fatale.

Det, der efter min mening
skaber en god karaktér er den rigtige blanding af det specielle og
det almene. H.C. Andersens heks i Fyrtøjet er ret ukarakteristisk
for H.C. Andersen, ved at være så generisk en heks. Hans Isdronning
f.eks har i meget højere grad det specielle, der gør en god
karaktér. At hun er associeret med is, med perfektion, at hun
bortfører børn.

Jesper Rugård: Nattens åbne døre.

Moderen og hendes datter bor i samfundets udkant, der hvor naturen
umærkeligt glider over i de andres, de underjordiskes, de magiskes
land. “Goen” er et mareridtsvæsen der plager moren og
datteren er plaget af sin pubertet og sin udlængsel.

Moderen
i fortællingen er også heks, men her får vi indresyn og forståelse
med hende. Og ikke mindst: Så snart man får at motivationen for en
persons valg at vide, bliver konsekvensen af dette valg meget mere
interessant.

A. Silvestri: Et studie i lyst.
En
skøge fortæller om sit liv i et fantasiland, hvor der findes mange
forskellige racer. (Arter?) Hun fortæller til et væsen, hvis
karaktér jeg selvfølgelig ikke skal afsløre, fordi det er en sjov
pointe.

Henrik Larsen: En nat i katakomberne. En
fortælling om nogen drenge, der udfordrer hinanden. Ingen piger og
ingen kvinder, end ikke som biroller eller monsterføde. Jeg er ikke
målgruppen for fortællingen og havde svært ved at finde motivation
til at læse den.

Bjarke Schjødt Larsen: Rakshasa.
Den
her novelle var lige ved at få mig til at opgive at anmelde
samlingen. Sproget er klodset og indviklet, dialogen utroværdig,
metaforerne er klicheer. Første side består halvt af info-dump. Det
er da lige meget HVAD kejseren har gjort, han er mcGuffin, det er
nok. Men det værste er portrættet af haremspigen, hvor en lejlighed
til at skrive en masse om de to brødres forskellige opfattelse af
tingene glipper. Brødrene bliver ikke tegnet tydeligt nok, og den
flakkende synsvinkel hjælper ikke på det. Der kastes for mange
personer ind i handlingen fra starten; personer som kun er der, fordi
de senere skal aflives. Forfatteren træder frem i stedet for tilbage
i de mest dramatiske passager. Hvis noget vitterligt er frygteligt i
sig selv, er det overflødigt at skrive, at det var frygteligt som
noget andet.

Richard Ipsen: Bjergløven.
Bjergløven
er et fint portræt af en speciel person. Med enkelte ord som “dadel”
“nellike” bliver der sat scene.

Klaus Æ. Mogensen:
Kløer.
Historien foregår på et svævende skib! Fedest!
Der er en god grund til, at der kun er én kvinde i historien, så
den køber jeg. (Undtagelsesvist).

Rasmus Wichmann:
Isfyrsten.
Masser af krigere, kvinder er kun med i
andenhåndsomtale som skøger.

Sarah Fürst: Lille kat.
En
perle af en fortælling, ganske kort, knivskarp, sanselig, speciel.
Jeg spår at den vil ende i diverse skolebøger, fordi den er så
velskrevet og dybsindig under den tilsyneladende enkelhed.

Gudrun
Østergaard: Refugiet.
Det magiske univers ligger i
containerhavnen, og fortællingen forholder sig til sin samtid på
en indfølende og velskrevet måde.

Thomas Strømsholt: Peregrination
gjennem Kjøbenhavn
.
Stofligt og sanseligt sprog – en
kvinde leder efter sit forbillede/læremester/elskede? I København,
hvor den magiske del af byen er lige under overfladen.

Flemming R. P. Rasch: Fantastikken.

Dramatisk set giver det ingen mening med at pakke denne
ekspeditionshistorie ind i (endnu) en generisk
værtshusbekendelses-rammefortælling. Tværtimod er læseren så nødt
til at forholde sig til endnu en biperson, der ikke er vigtig for
handlingen. Selve jagten på ”Fantastikken” er en god idé. Men –
jeg køber bare ikke den flade og distancerede måde de overlevende
forholder sig til deres rejsefælles død. Og jeg kunne rigtig godt
tænke mig meget mere omhu i personbeskrivelserne – karaktererne
mangler karaktér, og jeg har svært ved at skelne dem fra hinanden,
hvilket gør mig ret ligeglad med, hvem der bliver den sidste pige
(eller dreng) i fortællingen.

Lars Konzack: Ellevild.

Denne fortælling har det klart bedste og mest helstøbte portræt
i hele bogen. Historien foregår i det realistiske univers. En ung
mand, der er hardcore elverfan, tager på en rejse til en amerikansk
convention. Det sjove ved fortællingen er beskrivelsen af dogmet
”alt er rigtigt, hvis du føler det skal være sådan” og de
absurditeter det dogme nødvendigvis vil føre til. Beskrivelsen af
hovedpersonen er et par gange lige ved at kamme over i det
ondskabsfulde; alligevel, jeg synes det holder, både som satire og
som fortælling.

Det, der foruroligede mig mest ved
gennemlæsningen, var, hvor gammeldags og kedeligt flere af de ellers
dygtige og flitttige forfattere kommer omkring skildringen af kvinder
og mænd i deres fortællinger. Kvinder i fantasy er
åbenbart:
Fraværende, 2 noveller
Skøger, ludere,
haremspiger: 3
Dronninger eller prinsesser: 2 noveller
Hekse: 2
noveller (3?)
Alt muligt andet: 6 noveller
Hovedpersoner: 4

Fantastiske mænd er:
Krigere:
7
Magikere: 5
Fraværende: 1
Alt muligt andet:
7
Hovedpersoner: 9

Af de 13 noveller kan jeg klart
bedst lide dem, hvor der er nye ideer i forhold til det fantastiske:
Lille kat, Refugiet, Ellevild, Peregrination gennem Kjøbenhavn og
Nattens åbne døre. Det er de noveller hvor beskrivelsen af
karakterne er mest helstøbte og troværdige og de fortællinger, som
forstår magien i den virkelige verden.



Vampyrnoveller

Læst Posted on Sun, March 03, 2013 13:49:33

Jeg har lige med fornøjelse læst alle novellerne i samlingen Vampyr fra forlaget Kandor i gennem. Alle historierne er gode og en tre-fire af dem er endda rigtig gode.
Vampyr består af 11 forskellige noveller af 11 forskellige forfattere, som er valgt ud blandt dem, der sendte ind til forlagets indkaldelse til en vampyr-antologi som skulle være uden romantiske vampyrer, som forelsker sig i en smuk, men ensom highschool-elev, som de er i monster-trilogi-langt bidehæmnings-dilemma over … Og den slags fortællinger er der da heller ikke en eneste af. Alle samlingens vampyrer er uhyggelige, onde og rædsomme.
Kandors redaktør, Nikolaj Højbjerg er til horror! — Ægte skræk, gru og rædsel. Han har selv skrevet og udgivet horrornoveller før,
og hvis man er til sand horror, får man virkelig noget for pengene i
denne samling.
Flere af novellerne beskriver, hvordan det er de værste
tidspunkter i menneskenes historie – f.eks første verdenskrigs
skyttegravsrædsler eller slavehandlens gru, der har vakt vampyrerne fra Helvede. Andre noveller tager de ækleste og ondeste menneskelige impulser og lidenskaber under behandling.

Jeg kunne bedst lide “De fattige blandt menneskene” af Martin Schjönning, hvor vampyrbegrebet blev udfordret på en virkelig rørende, klam og ulækker og indlysende rigtig måde. “De fattige …” foregår blandt stofmisbrugere og drager en parallel mellem måden vampyrer opfører sig på og stofmisbrugere. Miljøskildringen er uhyggelig indfølt.

De to noveller, der fik mine nakkehår til at rejse sig mest af skræk var “De rette omgivelser” af Teddy Vork og “Som vinden blæser” af A. Silvestri.
Efter hver novelle har de enkelte forfattere beskrevet, hvad der har inspireret dem til deres fortælling og det er en spændende bonus.

Bogen er smukt sat og har lækker tekstgarniture. Dramatisk og passende omslag.
Med så tyk en bog ville et omslag med flapper hjælpe på holdbarheden og forhindre at hjørnerne bliver slidte og krøllede.
Men! min udgave er dårligt limet. Siderne i midten falder ud. Øv til Scandinavian Books, Århus.

Jeg ledte også efter redaktørens indledning eller efterord, og det er
der ærgerligt nok ikke noget af. Jeg tror, at om et par år vil det være
ret interessant for en læser at vide, at samlingen var et resultat af en
konkurrence og hvorfor Nikolaj Højbjerg indkaldte til den. Og hvor
mange noveller der ikke blev valgt og andre detaljer omkring udgivelsen.
Det er sikkert pga. af beskedenhed,
men der er absolut ingen grund til beskedenhed med denne fantastisk gode
udgivelse!

Litterær note: Det er den slags fortællinger, som Todorof kalder: Du-litteratur, hvor forholdet mellem den passionerede (misdæderen, vampyren) og den efterstræbte (byttet, offeret) er det væsentligste. På den måde kan visse former for horror og krimi ligne kærlighedsromaner. Eller man kunne kalde du-litteratur for kærlighedsfortællingernes onde tvilling …



Fremmed stjerne, Lige under overfladen 6

Læst Posted on Tue, October 16, 2012 14:59:25

Anmeldelse af novellerne i ”Fremmed stjerne” Science fiction
cirklens årlige novelle antologi #6.
For tiden er min interesse: dramatisk udvikling i novelleformatet – så det er
så med den vinkel, jeg anmelder novellerne i samlingen.

Kurt Vonnegut har givet 8 råd til novelleskrivning som jeg har oversat
herunder. Til sidst har jeg tilføjet mit eget, 9. råd.

1. Spild aldrig læserens tid.

2. Find på mindst én karaktér, som læseren kan føle en forbindelse til.

3. Alle karakterer I fortællingen bør ønske sig noget – om det så bare er et
glas vand.

4. Hver sætning bør afsløre noget nyt om enten handling eller
karakter.

5. Start så tæt på slutningen som muligt.

6. Vær sadistisk. Lad skrækkelige ting ske med de kære hovedpersoner, så
læseren kan se hvad stof de virkelig er gjort af.

7. Skriv til en bestemt person og ikke til hele verden.

8. Giv læseren så meget information som muligt, så hurtigt som muligt, Skidt
med spændingsopbygning; læseren bør have den fulde forståelse af hvad, hvor og
hvorfor, så de selv vil kunne forestille sig slutningen, hvis kakerlakker
skulle have spist de sidste par sider.
(Her vil jeg for egen regning tilføje, at fortællinger, der er rigtig
spændende er opbygget føles ligesom en Bach-fuga jeg ikke har hørt før: Hver ny
frase i musikken føles fuldstændig rigtig og naturlig i forhold til de forrige
toner; men jeg kunne ikke have forudsagt den.)

9. Sproget skal være en fornøjelse at læse.

Bemærk: Der vil komme spoilere!

Jeg skriver anmeldelserne i den rækkefølge de står i bogen. For selv at
følge Vonneguts råd vil jeg straks skrive at jeg bedst kunne lide disse
noveller: Nicole Boyle Rødtnes: Koden under huden, Richard
Ipsen: Jeg husker alt, Kenneth Krabat: Genopfindelsen af
sorg,
Jesper Rugård Jensen: Fredag formiddag.
Disse fire er mine nominerede til årets Klim-pris.
Jeg kunne også godt lide: Gudrun Østergaards: Sidst på
eftermiddagen, først på aftenen,
og
Lonni Krauses: Slagelse
versus Kuiperbæltet,
men jeg synes ikke novellerne er science fiction.

Flemming R. P. Rasch: Hotellet ved verdens ende
I denne novelle er råd nr. 5 ikke fulgt. Der er ti siders overflødig
personkarakteristik før handlingen går i gang. Der er ingen grund til at komme
med en beskrivelse af hver eneste biperson, med mindre deres måde at være på
har nogen indflydelse på handlingen. Fortællersynsvinklen springer på
forvirrende måde fra person til person, så det blev uklart hvem der var vores
helt (råd nr. 2.) Det var i lang tid uklart om rejseselskabet kendte hinanden
på forhånd, uden at det bidrog til spændingsopbygningen (pkt. 8). Dialogen er
ikke særlig naturlig og jeg savner mere forskel på de forskellige personers
sprog. Slutningen kom netop som historien begyndte at blive interessant og
indeholdt elementer som ikke var antydet på forhånd. (råd nr. 5 igen).

Sofie Boysen: Savner du din far?
Drengens far er i krig og moderen synes det vigtigste er, at drengen får
udfyldt sit spørgeskema.
Læseren gætter hurtigt hvad der er på spil, så det er ærgerligt at det ikke
bare bliver afsløret fra starten (jvfr. punkt 8). Drengen ønsker sig helt klart
noget. Pigen i fortællingen ønsker sig noget, moderen ønsker sig noget og deres
ønsker stritter i forskellig retning, hvilket er rigeligt til at drive en
fortælling uden at spille med lukkede kort.

Hanne Rump: At bede en stille bøn
Religion viser sig at være helt afskaffet, da hovedpersonen vender hjem.
Undervejs i fortællingen kommer rig kvinde/ fattig mand også til at betyde
noget. Punkt 6 er overholdt, hovedpersonen vokser med de ulykker der vælter ned
over ham.

Mogens Graae Hansen: Hvad man ønsker
En mand får en kasse der kan bringe hans afdøde kone til live igen. Krimianslaget,
hvor konen er blevet dræbt, så hun kan bruges til organdonor, bliver ikke brugt
til noget. (Det er ikke Vonnegut, men Tjekov, der har skrevet, at har man et
gevær over kaminen i første akt, skal det fyres af i tredje.) Sorgen, der
motiverer hovedpersonen (punkt 3) er meget interessant – jeg synes, at det er
det bedste ved historien; dér hvor jeg som læser får noget for min investerede
tid (punkt 1). Kassen, der kan bringe vævsprøver til live, er lavet af
uforklarlig, hitte-på-ium, uden at der gives en teknologisk forklaring, men det
er stadig science fiction, fordi historien forholder sig til konsekvensen af at
have sådan en kasse.

Beatrix Miranda Ginn Nielsen: Orm
Følelser er i vejen på fremtidens månesamfund. Uanset om folk bliver skilt
eller dør er det vigtigste at være helt upåvirket. Bipersonen Kassandra er fint
anbragt allerede i fortællingens anslag. Plot-twistet er naturligt, rigtig god
dramatisk afvikling af fortællingen.

Maria Kjær-Madsen: Aldrig mere svag
På fremtidens bordeller, i et fattigt Europa, efter internettets
sammenbrud, må unge piger vælge om de vil sælge deres krop til sex eller til en
form for live-computerspil. Hvorfor må man ikke få at vide hvad hovedpersonen
vælger til sidst? Det vil ikke gøre novellen ringere (råd nr. 8).

Lise Andreasen & Glen Stihmøe: Samtaler på bryllupsdagen
København er gået under i den store klima-oversvømmelse og hovedpersonen
har svært ved at passe arve-brudekjolen. Vonneguts punkt 4 og punkt 8 er
overtrådt og dramatisk er der ikke andet på spil, end at læseren ikke må gætte
hovedpersonens løsning på sit klimatilpasningsproblem, før den sidste sætning.

Nicole Boyle Rødtnes: Koden under huden
Fortælling om 3 forskellige skæbner der forholder sig til genetiske tests.
En god anvendelse at Vonneguts punkt 8 – og endda med lidt plottvists som ikke
kan regnes ud på forhånd.

Mikkel Harris Carlsen: Dette er mit legeme
Sproget i novellen er guf for
Lovecraftsfans. Jeg ville hellere have haft en mere eksplicit forklaring på,
hvorfor den lille by vælger at gøre som de gør, end den sidste spejlscene, som
jeg (igen jvfr. punkt 8,) for længst havde gættet.

Richard Ipsen: Jeg husker alt
I denne fortælling er Europa igen
gået under i regn og klimanedbrud, så nu sidder kineserne på magten. Det
regnede på passende vis, mens jeg læste historien og Ipsens sprog gør, at man
kan se det hele for sig. Sørgmodigt anslag, indædt opbygning, dramatisk klimaks
og vemodig udtoning med en fin drejning og afrunding, smuk og klassisk
opbygning af fortællingen. Man kan godt mærke at Ipsen er en erfaren forfatter.

Kenneth Krabat: Genopfindelsen af sorg
Samlingens helt klart mærkeligste
fortælling. Nogle virkelig sære aliens kan næsten alting med tankens kraft;
undtagen at forandre sig selv. Historien var meget svær at læse, fordi tredjepersons-synsvinklen
er lagt tæt på et rumvæsen med en bogstavelig talt, umenneskelig tankegang.
Novellen er den klart bedste i hele bogen. Ud over at alle Vonneguts punkter er
overholdt, er der også det særprægede sprog og et passioneret drive i alle karakterer
– hvor fremmedartede de end samtidig er. Historien minder lidt om den midterste
del af ”Selv guderne” af Isaac Asimov, hvor jeg også var nødt til at læse to
gange, for at finde ud af hvad der foregik. Jeg forstod ikke slutningen. Bliver
Folkeren til en done? Eller bliver han usynlig? Eller ophører han med at
eksistere? Hvis synsvinkel er det vi følger til sidst?

Gry Pil Lund Ranfelt: Den lykkelige slutning
Den største del af novellen er en god beskrivelse af, hvordan det er for en
slags frihedskæmper at være taget til fange. Den ret korte slutning fortæller
hvordan vores helt er blevet udnyttet.

Oliver Ruby: Hvis dette var science-fiction …
Digt. Jeg kan ikke lige anmelde
det efter samme skema som de andre bidrag, men det er rart med forskellige slags
tekst i så lang en antologi.

Jesper Rugård Jensen: Fredag formiddag
Undergangen er lokal i denne
fortælling og forlagt til Dragør. Det giver noget rigtig god kolorit og bid til
fortællingen. Læseren får straks fortællingens novum at vide og novellen
behandler så de personlige konsekvenser det har for de forskellige og meget
tydelige og virkelige karakterer i novellen. Dramaet får en tand mere med en
afsløring mod slutningen, der ligger godt og naturligt i forlængelse af det
læseren allerede har fået at vide, men uden at man kan regne det ud.

Maik Jensen: Museumsinspektøren
E
n museumsinspektør fra
fremtiden får mulighed for at komme tilbage til vores umoralske tidsalder. Fint
turneret novelle.

Lars Ahn Pedersen: Zoo
En bortførelseshistorie,
realistisk fortalt. Mere dystert end hvad jeg ellers har læst af Lars Ahn
Pedersen.

Klaus Æ. Mogensen: Julemandens store nat
Dejlig, kort fortælling med en
forklaring på, hvordan julemanden kan nå verden rundt, og med en drejning, der
er uforudset men naturlig.

Bjarke Sølverbæk: Maskinen der skrev
Fortælling om computerintelligens,
der overtager verdensherredømmet ved hjælp af litterære kneb, fortalt ved hjælp
af ”den upålidelige fortæller” – et fortællegreb, der forekommer ret naturligt
i forhold til fortællingens fortællertema. Personerne i historien har et meget
forskelligt og ikke særligt udviklet sprog, hvilket jeg først troede var en
skrivefejl, men senere indså måtte være tilsigtet. Jeg blev hægtet af med den
bratte slutning – jeg forstod ikke hvad det skulle betyde. Hvorfor skifte
synsvinkel?


A. Silvestri: Højdepunkt
En ung ordblind mand skriver
en stil om overgangen fra ung til voksen i det post-øko-katastrofe samfund han
bebor. Sjovt eksperiment at skrive på den måde. Jeg fik medfølelse for
hovedpersonen (pkt 2).

Manfred Christiansen: Peblingesøen
København er gået under (det sker
mindst fire gange i antologien her). Denne gang i affald. Bl.a er Peblingesøen
forsvundet under skidt og møg. Dramatikken er af den fabulerende, Odyseeiske
slags og det kan jeg godt lide, uanset hvad Vonnegut skriver (måske fordi det
ikke virker så gustent, som når forfatteren gør alt for store krumspring for at
skjule sandheden om det hele). Adskillige Vonnegut-punkter er overtrådt, (det
går bl.a. ikke hovedpersonen dårligt) men her virker det alligevel, fordi det
er sjovt at tage et kendte og elskede steder i København og morfe det gennem
fantasi og ekstrapolering. Hos Ipsen er det kineserne der har en fremtid i
Danmark, hos Christiansen er det afrikanerne.

Michael Kamp: Fremmed stjerne
De fremmede kommer – og hvad vil
der så ske? Alt går i stå, mens menneskeheden venter på den første kontakt.
Historiens pointe turneres fermt.

Simon Christiansen: Roboethius de Dacia
Tankevækkende novelle om robot,
der skal kunne simulere en dansk filosof, der vil kunne understøtte Statens idé
om at der findes to slags sandheder. Midt i den dramatiske handling er der
lange samtaler om sandhedens natur – jeg synes, det var rigtig morsomt og håber
Simon Christiansen vil skrive nogle flere og længere tekster.

Lonni Krause: Slagelse versus Kuiperbæltet
En dag får dem der er i Slagelse
ekstra lemmer; også vores netop fraskilte hovedperson, der får sig en ny, fræk
mund med en lang tunge på maven. Det er sjovt, det er anderledes, men det er
ikke science fiction. Mht. hvad folk ønsker sig, (punkt 3) synes jeg at Lonni
Krauses novelle tager prisen, fordi personerne i hendes fortælling ønsker sig
de langt udeste ting – men på den fede måde. Eksmanden ønsker sig en partner, der
først og fremmest har økologiske skidevaner. Hovedpersonen ønsker sig en ekstra
mund mere, end hun ønsker sig at få eksmanden tilbage.

Patrick Leis: Utilsigtede bivirkninger
Hvad hvis menneskene kun var
forsøgsdyr hos en art, der er ligeså ligegyldige overfor andre dyrs velfærd som
menneskene?

Gudrun Østergaard: Sidst på eftermiddagen, først på aftenen
Meget rørende og fin fortælling om
en kvinde, der er anklaget for mord og som i tilbageblik husker hvordan hun
blev udsat for hustruvold. Trods indledningen er det ikke science fiction.

Nikolaj Johansen: Atomvinter
Postapokalyptisk fortælling.
Sproget i denne novelle er ikke min smag.

Henning Andersen: Aldrig skal forlade dig
Endnu en upålidelig fortæller i
antologien husker hvordan en forhistorisk missing-link-menneskedreng blev
hentet op gennem tiden og brugt til forskning. Interessant litterært
eksperiment, som dog taber noget energi, fordi det igen bliver for uklart hvad
der egentligt sker, især mod slutningen. (Igen punkt 8).
Det er rigeligt at gøre rede for hovedpersonens interessante karaktér og endnu
mere interessante forhold til sine kolleger og følelser overfor
abemenneskedrengen. Jeg kunne godt lide historiens længde og måden det giver
plads til at folde miljø- og personskildring ordentligt ud. Der er en kvindelig
hovedperson i fortællingen, men novellen kan ikke bestå Bechdel-testen, fordi
hun er den eneste kvinde i novellen og derfor ikke har nogen samtale med en
anden, navngiven kvinde i fortællingen, om et andet emne end en mand.

Har du kommentarer til denne post
er du meget velkommen til at skrive den her. Kopier din besked inden du sender,
for systemet kan være upålideligt.

2 Marts 2013: Denne anmeldelse er blevet anmeldt her.

18. Marts 2013: Alternativ anmeldelse her af Flemming Rasch, der vurderer efter hvor science fiction’et teksterne er.



Inderst Inde

Læst Posted on Fri, September 21, 2012 14:03:15

Uha – det er snart flere år siden jeg læste Michel Fabers “Inderst inde”, men nu og da kommer jeg i tanker om den og gyser; for det er virkelig en af de mest uhyggelige og uforglemmelige romaner.
Først tror man at det er en historie om en kvindelig bilist som er seriemorder med forkærlighed for kraftige, unge mænd – men det er meget værre!
Jeg skal ikke ødelægge min evt. kære læsers læseoplevelse ved at spoile, hvad der kan være værre end seriemord, andet end at jeg var vegetar i et par uger efter læsningen.



Vernor Vinge – A Deepness in the Sky

Læst Posted on Sun, June 17, 2012 17:03:34

Denne bog anbefales bl.a. fordi det handler om nogle onde, onde mennesker der vil invadere de gode, gode edderkoppers planet – og så er den fremragende skrevet!
Hvorfor er den ikke oversat til dansk? Jeg læste ekspres de sidste par hundrede sider fordi den var så nervepirrende spændende.
Nu må jeg straks ud og ha’ fat i mere fra Vernor Vinge; jeg kan da ikke vente til næste års fantasticon-auktion.



Den nye koloni, Lige under overfladen 5

Læst Posted on Thu, January 26, 2012 13:01:46

I 2011 hed Science Fiction Cirklens årlige antologi med nyskrevne, danske science fiction noveller ”Den nye koloni”.
Det er en endnu tykkere sag end de forrige og der er ikke mindre end 24 forskellige noveller af 24 forfattere at læse. Det er noget af en mundfuld, så det har taget mig lang tid at læse det hele og endnu længere tid at skrive dette.

Det gode ved ikke at have nogen novelle med i denne novellesamling er, at jeg nu kan anmelde frit fra leveren. Da jeg ved af erfaringen, hvor meget man som ny forfatter leder efter omtale af sit værk, vil jeg omtale samtlige noveller – men det er for omfattende at lave en ordentlig kritik af alles noveller – det bliver kun et udvalg, jeg vil gå i dybden med, resten må nøjes med en bemærkning eller to.

Novellerne i Science Fiction Cirklens sidste årlige antologi falder i kategorier, eller man kan sige, at der er nogle troper, der dukker op flere gange.
Det ligger lige for, at samle f.eks de historier der handler om robotter og omtale dem samlet:

Historier, hvori der indgår bevidste robotter:

”Hvis løver kunne tale” af Jesper Rugaard. Indeholder desuden tropen: Turingtesten. Fin parafrase over de danske jøders flugt til Sverige under Anden Verdenskrig. Sjovt med robotter, der bruger jiddish slang.

”Kærlighedens gyldne ord” af Oliver Ruby. Ligesom den forrige novelle problematiseres det, at robotter kan blive bevidste og så ikke længere kan bruges til det trællearbejde de er skabt til.

Gad vide om der er flere robothistorier fordi Knud Larns årlige konkurrence 2010 havde danskerne og robotterne som emne?

Kolonisering af nye planeter:

”Den nye koloni” af Palle Helleman. Et sjak borebisser har et sammenstød med en korrupt guvernør på en ny-koloniseret planet. God, ru hårdkogthed og miljøbeskrivelse. Ikke meget nyt science fictionstof.

“Lige efter bogen” Flemming R. P. Rasch. Titlen er rigtig god, fint ordspil. Indledningen forekom mig for lang. Rasch’ sprog lider af de lange, tekniske sætningers syndrom. Men historien vil nok glæde Lovecraft-fans.

”Tænke på silke under invasionen” af Kenneth Krabat. Samlingens bedste titel – på en gang poetisk og meget præcis i forhold til indholdet. En kvinde syr sig farligt lækkert undertøj af nanosilke, mens hendes planet er under angreb af ikke jordiske væsener og alt andet ramler. Smukt skrevet, men lidt uklar i handlingen. Der forekommer aliens med uudgrundelig adfærd; det kan jeg godt lide. Forfatteren skriver på en inciterende, desperat energi. Jeg var ikke helt klar over om fortællingen foregik, (foregår, vil komme til at foregå) på Jorden, eller om den evt. også skal med i den næste kategori:

NB 30. jan.: Det er nævnt at planeten hedder Caldron, har Krabat skrevet til mig – det havde jeg overset.

Jorden besat af rumvæsener:

”Homo Arachnida” af Michael Kamp. Godt gys! Letlæst og velskrevet. Jeg savner at hovedpersonerne ikke kun er arketyper, men også har det unikt personlige, der ville give mig mere medfølelse for dem. Jeg er heller ikke vild med titler på latin eller græsk, som sagt.

Dem som ku’ li’ denne historie, kan fortsætte med Octavia Butlers noveller, der er et par ender spundet 🙂 over samme trope, som ikke skal afsløres her, da det vil være en spoiler.

Og til dem der i det hele taget er vild med Jorden besat af rumvæsener-fortællinger: Start med The Body Snatchers af Jack Finney og så god fornøjelse – der er masser bøger i den undergenre!

Efter Jordens økologiske kollaps:

”Ex terra” af Nikolaj Johansen. En tur i sommerhuset på Jorden udvikler sig dramatisk. Godt drama, kedelig persontegning. Latinsk titel, igen!

”Istid” af Anders Weitze Pedersen. hører også til i tidsrejse-kategorien. Letlæst og velturneret fortælling. Jeg har flere gange faldet over samme trope som bærer historien, men jeg vil igen ikke skrive hvilken, det drejer sig om, for det ville være en spoiler. Det økologiske scenarie hænger i øvrigt ikke sammen – der skal være en ydre energikilde i en hvilken som helst biotop. Novellen er struktureret som dagbogsnotater, hvilket er et fint litterært greb, der giver en naturlig slutning. Jeg ville gerne have uddybet det psykologiske vendepunkt mere – et lille afsnit om, hvorfor fortælleren skifter standpunkt, en episode, en samtale, et eller andet.

”Himmelflugt”
af Camilla Wandahl passer måske bedre i kategorien: Det digitale liv. Jeg var ikke så vild med de sproglige romantiske klicheer selvom det måske var tilsigtede klicheer.

”Ad astra” af Steen Knudsen hører også til Guderne var i virkeligheden rumvæsener-kategorien ligesom ”Lysets by” af Richard Ipsen. En munkeorden rejser ud gennem imrummet (trope som findes under lidt forskelige navne, oftest hyperrummet) og finder en planet som er perfekt til kolonisering, nu hvor Jorden er kollapset økologisk. Men …

Dimser efterladt af rumvæsener:

”Grimpeur” af Glenn Stimøe- igen kræver titlen af læseren, at læseren er bekendt med et fremmedsprog eller er Tour de France-fan og bekendt med landevejscyklingsslang. Det er en uskik der breder sig her! Titler skal ikke være en stopklods, men en invitation til læseren. Det er en rigtig sjov og velskrevet historie, som foregår i Danmark.
En mærkelig tunnel ind i Møns klint lader sig kun udforske på cykel – og landevejsrytteren, der er den ene tredjedel af ekspeditionen er en skøn, skæv figur, som jeg rigtig gerne vil læse flere af i den danske fantastiske undergrundslitteratur. Tonen er vittig og sort i Glen Stimøes fortælling hvor Kenneth Krabat (”Tænke på silke …”) er poetisk og melankolsk, men i begge fortællinger er der personer, der hæver sig over det skabelonagtige, ud over at der også er fine, nye teknologisk/videnskabeligt nogenlunde plausible ideer i dem. Der står i appendikset, at Glen Stimøe er et pseudonym – så jeg har rigtig meget sjov med at gætte på, hvem det mon kan være.

”Lysets by” af Richard Ipsen var den novelle jeg nød mest at læse, for sproget her er både klart og sanseligt; novellen er usædvanligt velskrevet og der må ligge research bag beskrivelsen af Varanasi; at læse novellen var som at besøge byen. Personerne i fortællingen har kant og karaktér. Endnu en anvendt trope i fortællingen er: Guderne var i virkeligheden rumvæsener. Ipsen har fået udgivet en hel novellesamling, som jeg også vil anbefale: Drømmetid, SF-noveller.

De mest kendte værker i genren dimser efterladt af rumvæsener må være ”Picnic i vejkanten” (bedre kendt som ”Stalker”) af brdr. Strugatskij og ”Gateway” af Frederick Pohl.

Formeksperimenterende:

”Loops”, billedtegneserie af Patrick Leis. Rammefortællingen er også en ret interessant del af værket. Som visuel fortælling er det lidt mere på vej, der kunne arbejdes med framing, størrelsesforhold, klipning, continuity m.m – men det er fint at få varieret formen også med eksperimenter, der ikke rigtig er lykkedes i forhold til formidling af fortællingen.

Jeg ville også synes det var fint, hvis SFC også åbnede for f.eks digte, ultrakorte og lidt længere tekster, illustrationer – med så tyk en antologi liver denne tegneserie meget op.

”Ingen plads til superhelte” af Christian Holger Nielsen. Teksten veksler mellem passager i kursiv, som er en monolog eller en indre stemme, der håner og nedgør, og en beskrivelse af Ecleys kedelige kontorliv. Måske handler teksten om, at Eckley i virkeligheden skulle have været superhelt.
Der er to, måske tre kvinder i historien og ingen af dem har et selvstændigt liv udenfor Ecleys fantasi: et drømmesyn af en uskyldig sovende skønhed – Lana?, en 55-årig, frigid økonomimedarbejder uden navn, og en indre ondskabsfuld kvindestemme som jeg tolker som Eckleys mor. Dvs, historien er URK – læs mere om dette i mine forrige indlæg.

Jeg har et problem med noveller som er opbygget som en gåde, hvor jeg skal regne ud hvad det hele går ud på, jeg vil hellere have en tydelig setting og en fremadskridende handling.

Link til (engelsk) essay
om formeksperiment/hverdagsliv/kønsroller med udgangspunkt Pamela Zolines “Universets varmedød”.

Digital backup af bevidstheden

”En helt almindelig død”
af Lars Ahn. Endnu en velskrevet og varm historie fra Ahn, som er en vaneforbryder udi fanfic-noveller.
Bonusinfo: det er endnu ikke lykkedes mig at få udgivet i en sammenhæng, hvor Lars Ahn ikke også har en novelle med; det omvendte, at finde Ahn-noveller uden der er Høyrup-noveller forekommer ofte, for Lars Ahn er en meget mere flittig forfatter end jeg er …
Desuden: Novellen her minder mig ikke om andre romaner og noveller og det er ment som en stor ros!

”Bedre oplevelser til salg”
af Manfred Christiansen. Fortælling om en Gibson/Johnny Mnenonic-agtig erindringssælger. Inspirationen kunne også være ”Vi husker dem engross” (”Total recall” på engelsk) af Phillip K. Dick.
Historier om erindringsforvirring er grundlæggende svære at læse, også denne historie. Det er også et krimiplot, så jeg skulle virkelig læse opmærksomt. Abdul-figuren i starten virker overflødig og kunne have været udeladt – med så kompleks en fortælling er der ikke plads til karakterer uden betydning for plottet.

”Mellem liv og død” af Maria Kjær-Madsen En mand hvis virtuelle selv slet ikke er enig i de beslutninger hans fysiske selv tog, da han havde et fysisk selv/en krop.

Fremtidens totalitære samfund:

”En mand ved navn Quinn” af Mogens Graae Hansen. En satire i Fagre ny verden-stil (Aldous Huxley), bare endnu mere konsekvent.

Glemmer du, så husker jeg alt” af A. Silvestri. En grum og forfærdelig og godt skrevet historie om undertrykkelse og vold. Den totalitære vold spejler sig fortællingen om et voldeligt forhold. Det er en dybsindig, karakterdrevet fortælling.

”Eon” Jeppe Bisbjerg. En kvindelig dommer og bøddel i et smukt beskrevet, forfaldent metropolis skal dømme én mand hun kender fra sin barndom. De dømte kommer i en art limbo – titlens Eon – som måske er digitalt. Der er mange rigtig ærgerlige sprogfejl i historien. Man kan f.eks ikke sige at byen var hensænket, det hedder byen var hensunket, ellers ville der være en kæmpe, der skulle have været forbi for at hensænke den.
Jeppe Bisbjerg, find en dansknørd, der kan læse en blodrød korrektur på dine historier fremover.

”Den sidste markør” Gudrun Østergaard. Kvinden Emine gør
sig store anstrengelser for at blive mere dansk end en indfødt dansker.
Den sørgelige næsten-nutid og slutningen gør, at jeg ikke sætter denne
historie i den næste kategori, som er satire.

Anbefalinger til dem, der vil læse om forfaldne storbyer: China Miéville: ”Perdido Street Station”, Phillip K. Dick: ”Drømmer androider om elektriske får?”

Et par fra den totalitære kanon: ”1984” af George Orwell selvfølgelig, men også Karen Boyes ”Kallocain”, hvor et sandhedsserum stjæler det sidste frirum fra de undertrykte.

Satire:

”Palins projekt” af Klaus Æ Mogensen. Hvad vil der ske hvis udannede populister som f.eks Sarah Palin fik magt som hun har agt? Historien har en gal videnskabsmand (hvilket også er en kendt og elsket trope) som fortæller, hvilket gi’r et fint twist – det gør at vi får konsekvenserne af det megalomane byggeri (en anden trope, hvis første forekomst er det bibelske Babelstårn) fortalt som henkastede bibemærkninger.

”Sort Messias” af Ellen Miriam Pedersen består af to fiktive avisartikler, et interview med en fremtidig filminstruktør og en anmeldelse af samme filminstruktørs film: Dune, planetkrigene. Det er satire på mange planer: Samtidig med at filmen roses i anmeldelsen og intervieweren er ærefrygtig, virker det som om det (igen) er en aldeles rædsom filmatisering af Frank Herberts ”Klit” (på amerikansk: ”Dune) af en frygtelig selvoptaget instruktør – hvilket er sjovt i sig selv. Et andet plan er diskussionen af Frank Herberts bog, hvilket nok især vil more dem, der følger med i diverse fanzines. Et tredje plan er anmeldelsens stil, som også virker som en parodi.
Der er rent fortælleteknisk meget i gang, og det kunne have hjulpet læsningen, hvis det typografisk var sat op som avisartikler med avisers traditionelle tekstgarniture. Pedersens sætninger er ret lange og nogle gange også indviklede – sådan får man kun lov at skrive i kultursektionen i en morgenavis. I de andre sektioner kommer redaktøren med sin røde tush og deler sætningerne op i mere letlæselige bidder.

I øvrigt – David Lynch’ filmatisering af ”Dune” er den film der har skuffet mig allermest, nogensinde. Jeg kan huske hvordan der stod en notits i et blad et års tid før filmen havde premiere og hvordan jeg glædede mig helt vildt til at der skulle komme en filmatisering af min yndlingsbog (på det tidspunkt) af min yndlingsinstruktør. Jeg tror bedre jeg ville kunne se filmens kvaliteter i dag; men den gang blev jeg bare så bitter over, at David Lynch slet ikke havde øje for det jeg synes er det bedste ved ”Klit”: Det klare lys og den realistiske stemning der ligger over selv den mest syrede handling i bogen.

Hårdkogt fremtidskrimi:


”Ananke”
af Henning Andersen. Rablende fortælling om lejesoldaten, der er blevet detektiv (trope fra spændingsgenren). Sproget er fyldt med metaforer og gådefuld slang, som i en gammel noir-film eller en Chandler-roman, hvilket gør, at det tager et par sider at få fodfæste i fortællingen. Da jeg først havde vænnet mig til stilen og havde hittet lidt rede i hvor, hvad, hvem, hvaf, var det sjovt at følge med rundt i de meget anderledes, fremtidige miljøer. Jeg havde lidt på fornemmelsen at de sidste par plot-twists var fundet på undervejs og at læsningen ville have været nemmere, hvis forfatteren havde gennemskrevet novellen endnu en gang og havde lagt lidt tydeligere ledetråde ind fra starten.

Overblik:

Det er samlet set en rigtig god samling noveller.
Men der er lidt for mange af historierne, der er præget af et alt for kluntet sprog, dårlig dialog, banale metaforer, alt for lange sætninger og sprogfejl så grove, at de hviner i tænderne. Med debutforfatterne, synes jeg, at det er ok at tage en fortælling med, der er lovende, trods den klodsede prosa.
Der er et par gengangere, der burde have gennemskrevet deres fortælling endnu en gang! Tag og læs dialogen højt for nogen, inden I offentliggør teksten.

De fleste ideer er set før. Jeg har skrevet tidligere eksempler på romaner og noveller til nogen af kategorierne.
Jeg synes ikke det gør noget, at næsten alle novellerne i samlingen falder i kategorier eller genbruger kendte troper fra science fiction; det er ikke det, jeg som læser leder efter – jeg er vild med fortællinger med dramatisk substans og godt sprog.

Både læsere og forfattere velkomne til at skrive kommentarer til dette indlæg. Hvis kommentarsystemet på denne blog driller, så send mig en mail og fortæl mig om det skal postes som kommentar her.



Next »